Søndagsavisen ind i hyperlokal aviskrig

Med Søndagsavisens lancering af sitet lokalia.dk er en ny og mere interessant aviskrig skudt i gang, siger mediedirektør Arne Ullum.

"Danmarks mest hyperlokale nyhedsmedie."

Sådan betegner Søndagsavisens mediedirektør, Arne Ullum, koncernens seneste lancering, lokalia.dk, der skal sikre Søndagsavisen sin del af det sidste uerobrede nyheds- og annonceland på kortet, det hyperlokale.

"Jeg tror i virkeligheden ikke, folk interesserer sig særlig meget for, hvad der sker i nabokommunen. Det er nærområdet, hvor ens børn færdes, går i skole og til fritidsaktiviteter, der interesserer," siger Arne Ullum, der estimerer, at det lokale annoncemarked, Søndagsavisen har kastet sig yderligere ind på, har en samlet omsætningsvolumen i omegnen af cirka tre mia. kr. - inklusive regionalaviser, ugeaviser og opslagsdatabaser som De Gule Sider, Eniro og Krak.

En mere interessant aviskrig
Et betydeligt marked, og Arne Ullum betænker sig da heller ikke ved at kalde konkurrencen om de lokale annoncekroner for den nye aviskrig - og en meget mere interessant en af slagsen end gratisaviskrigen.

"I modsætning til gratisaviskrigen er det her en krig mellem fire forskellige forretningsmodeller. Mens alle konkurrerede på samme forretningsmodel i gratisaviskrigen, så vil vi faktisk få en ny viden om, hvilken forretningsmodel der er mest bæredygtig, når denne krig er overstået," siger Arne Ullum.

De konkurrenter, han ser Søndagsavisen oppe imod i lokalkrigen, er Berlingske Medias 'dinby.dk', der indholdsmæssigt trækker på Berlingskes ugeaviser og borgerartikler, JP/Politikens mere klassiske lokalmedie 'lokalavisen.dk', regionale online medier som Sjællandskes 'sn.dk', der dækker et større område og endelig TopDanmarks 'lokus.dk', der i modsætning til de øvrige ikke har redaktionelle artikler, men er en kortbaseret oversigt, der viser aktuelle bolig- og jobannoncer, køb- og salg annoncer, begivenheder, smileyrapporter m.v. i et givent nabolag.

Nye annoncemuligheder
Indholdet på lokalia.dk er baseret på et miks af redaktionelle artikler, borgernes egen artikler - og datainfo som lokus.dk. I kampen om annoncørerne er det muligheden for billige, hurtige og målrettede annoncer, der skal gøre forskellen for Lokalia, og Søndagsavisen har derfor udviklet et "selvbygger" annonceværktøj, der lanceres om nogle uger. Her kan annoncører selv kan gå ind og bygge annoncer og bestemme, hvilke brugere annoncerne skal eksponeres for, hvornår og hvor længe. Perspektivet er for alvor at udnytte mulighederne for at kommunikere lyntilbud på nettet.

"Tanken er, at man kan planlægge sine annoncer fra time til time. Hvis vejret pludselig ændrer sig, eller den lokale Brugs har meget brød til overs, er der mulighed for at kommunikere et lyntilbud ud til kunderne i nærområdet meget hurtigt," siger Arne Ullum.

Lokalia har inddelt Danmark i de omkring 1600 afstemningsområder - derfor Danmarks mest hyperlokale nyhedsmedie. I spidsen for Søndagsavisens udvikling af sitet står Lea Skov Lindbæk, der har en fortid som indehaver af netbutikken: 'Aura4laura' og har skrevet bogen: 'e-værksætteren'.

"Ud over annoncekroner har vi planer om at udvide med brugerbetaling på specifikke services på sitet, men det står ikke først for," siger Lea Skov Lindbæk, der er i gang med at finde og indgå aftaler med de lokale samarbejdspartnere og redaktører, der skal drive indholdet på sitet i de enkelte kommuner.

Selvkørende site
Den lokale redaktør skriver daglige nyhedsnoter, gennemser borgernes artikler som redaktør og står for annoncesalget til de lokale forretningsdrivende. Altså en partnermodel, hvor Søndagsavisen stiller med platform mod et cut af annonceomsætningen, men hvor de lokale redaktører også selv ejer den forretning, de måtte bygge op.

"Tanken er, at det er så selvkørende så muligt. Vi stiller teknikken og platformen til rådighed for borgere, de lokale redaktører og annoncører, og de driver indholdet. Udfordringen består i, hvorvidt de lokale redaktører kan få bygget en forretning op tilstrækkeligt hurtigt - men jeg kan sagtens forestille mig, at der på sigt bliver redaktører, der måske kan sælge deres forretning for fem mio. kr., når den først er opbygget."

Lokalia starter op i en betaversion i første hug i fem byer, heriblandt Holbæk, Randers og Lolland. På sigt er det ambitionen at have redaktører eller partnere i flertallet af landets kommuner.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også