Benjamin: Woman.dk skaber selv trafik

Woman og Costume har løsrevet sig fra feltet på nettet og indtaget klar førerposition - og det skyldes ikke MSN-partnerskabet, lyder det fra Benjamin.
Tine Brødegaard Hansen

Brugertallet på woman.dk og costume.dk er markant højere end kvindemagasin-konkurrenterne på nettet, fordi indholdet er godt, ikke fordi Benjamin samarbejder med MSN. Det siger Anders Kragelund, interactive manager på Benjamin Media.

Ifølge to mediebureauer er forklaringen på de høje brugertal ellers blandt andet den, at der ligger indhold fra woman.dk og costume.dk på forsiden af Microsofts MSN og MSN Style.

"Størrelsen på de to sites skyldes, at vi har brugt alle vores ressourcer på produktudvikling og ikke på at købe kunstig trafik. Sites'ne er skabt organiske, og vi laver løbende forbedringer i samarbejde med brugene. Vi tror på, at "good marketing will make a bad product fail even faster - because more people know it is bad"," siger Anders Kragelund.

Cirka en procent kommer fra MSN
Ifølge ham kommer 1,3 pct. af woman.dk's trafik og 1,2 pct. af costume.dk's trafik fra MSN-samarbejdet. Woman-artiklen 'Sådan bruger du sommerens seje hatte' leder ikke til woman.dk's site, men ligger på MSN. Kun ved at klikke på Woman-logo'et inde i artiklen, kommer brugeren videre til Benjamin-sitet.

"Vi har et godt og lærende samarbejde med MSN, hvor vi over de seneste år har udviklet sites'ne msnmand.dk og msnstyle.dk i fællesskab. Formålet med samarbejdet er ikke at lede trafik til woman.dk og costume.dk. Formålet er at lave det bedste og største kvindesite til den den målgruppe, som findes i MSN's univers."

Når Anders Kragelund selv skal forklare årsagen til, at de to sites skiller sig ud fra de nærmeste konkurrenter, peger han ikke overraskende på det gode indhold. Noget som også mediebureauerne bed mærke i.

"På vores egne sites møder vi magasinernes læsere, modefreaks'ne eller bilnørderne, mens vi i samarbejde med MSN møder bredden, der interesserer sig for de samme emner - men som måske ikke har brug for den samme detaljegrad," siger Anders Kragelund.

Han anerkender, at MSN-samarbejdet er med til at øge kendskabet til Benjamins brands, og at de to partnere udveksler erfaringer om, hvordan man tiltrækker brugere og fastholder dem.

"Vi har bygget et godt site op og laver læserundersøgelser hver måned, så vi giver læserne brugbar information. For eksempel giver vi ikke bare ét men mange bud på, hvad der er forårets tendenser, hvor man kan købe dem, og hvad de koster."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også