iPad vinder første runde

Salget går strygende, men iPad dækker stadig kun en mindre del af markedet.
Sten Løck

Apples iPad kom mere end godt ud af åbningsweekenden, hvor man lancerede den første, skrabede model, det vil sige den uden 3G, men kun med wifi.

Analytikere gættede på mellem 600.000 og 700.000 solgte eksemplarer, men mandag meddelte Apple, at det trods alt kun drejede sig om 300.000 af slagsen, hvilket imidlertid svarer til udsolgt. Samtidig kunne Apple også glæde sig over travlhed i downloadbutikken: En million apps og 250.000 e-bøger blev der hentet ned til brug på den nye gadget.

Apps-butikken byder allerede nu på 150.000 apps, inklusive tilbud fra en række prominente medievirksomheder som ABC, Wall Street Journal, New York Times, og Sports Illustrated. Hovedparten af disse apps koster penge, men det er endnu for tidligt at sige noget om populariteten, da nogle koster ved download og andre skal betales senere gennem en abonnementsordning.

Også annoncørerne synes at være med på iPad-bølgen. Virksomheder som FedEx, Unilever, Toyota har allerede købt sig ind hos de toneangivende medier på iPad. New York Times fortæller, at et kreditkortfirma har købt al annonceplads i to måneder, hvilket vil koste mellem 75.000 og 300.000 dollar, fortæller avisen.

Men træerne vokser ikke ind i iPad-himlen i hvert ikke for annoncørerne. I en leder påpeger AdAge, at iPad, og for den sags skyld iPhone, kun udgør en lille del af det mobile internet. I USA vurderes det, at Apple når 25 procent af alle smartphone-brugere, og tallet er givetvist lavere i Europa.

Læs også Jon Lunds reportage fra weekendens iPad-lancering i New York: "It's a laptop without a top".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også