JP/Pol har sat sig tungt på mobiltronen
Med det, der næsten er en fordobling af besøg, indtog JP/Politikens Hus for alvor mobilplatformen i 2009 og har øget afstanden til nærmeste konkurrenter betydeligt.
JP/Politikens Hus øgede antallet af besøg til husets mobilsites fra 441.825 i december 2008 til 709.690 besøg i december 2009 - mens nærmeste konkurrent TV 2 kun løftede sig minimalt fra 265.276 besøg i december 2008 til 274.710 besøg i december 2009.
Til gengæld er Berlingske Media godt på vej til at overhale TV 2 og rykke fra tredje- til andenpladsen på udgiverlisten med en stigning fra 119.844 i december 2008 til 203.804 besøg i december 2009 - i tråd med Lisbeth Knudsens erklæring om, at der skal satses mere på mobilsurferne.
Hos JP/Politiken er det Ekstra Bladet, der trækker læsset, men også Politikens mobilsite er vokset betydeligt i besøgstal det seneste år.
Hos Berlingske Media ligger B.T. i førertrøjen, mens der er langt ned til de øvrige medieudgivere.
OSB! TDC, der med hjælp fra 'TDC Play' er den absolutte topscorer for mobilsurfning (903.330 besøg i december 2009) er ikke medtaget hverken i Top10 for mobiludgivere eller mobilsites.