50.000 lyttede til P3 på iPhone

Der er potentiale i radiolytning via mobilen, viser nye tal fra P3's eksperiment med iPhone.
Per Fanefjord Laursen

I december hørte over 50.000 danskere P3 på deres iPhone, viser en statistik, som DR har udarbejdet, skriver Mobilsiden.dk.

I efteråret lancerede DR en radioapplikation til iPhone, der giver lytterne mulighed for at høre P3 direkte på mobilen og læse nyheder.

Fra den 6. december 2009 til 4. januar 2010 har DR P3 været brugt på 53.566 forskellige iPhones, og lytterne har i gennemsnit hørt radio i én time på mobilen.

Ifølge et estimat som teleekspert John Strand fra Strand Consult har lavet, findes der 140-165.000 iPhones i Danmark. Det svarer til, at P3 lyttes på godt 40 procent af alle iPhones i landet.

Carsten Worsøe specialkonsulent for digital radio i DR oplyser, at applikationen er et forsøg fra DR, der skal afdække, om det er noget, lytterne vil bruge. Ud fra tallene er DR positivt overraskede over, at folk bliver ved med at bruge P3-app'en, efter nyhedens interesse er overstået.

Det viser, at der er et stort potentiale for radio på mobilen, og at folk gerne vil bruge en app til at høre radio.

Carsten Worsøe fra DR forventer, at ejere af den populære mobil HTCHero og andre mobiltelefoner med systemet Google Android i løbet af få måneder også kan høre P3 på mobilen.

P3 høres hver uge ifølge TNS Gallup af over to millioner danskere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også