Trykkeri presser Morsø Folkeblad

I 2008 investerede Morsø Folkeblad 70 mio. kr. i en trykpresse, som endnu et år er med til at trække resultatet ned, siger direktør Claus Thomsen.
Tine Brødegaard Hansen

Satsningen på en topmoderne trykpresse til 70 mio. kr. har været dyr for Morsø Folkeblad. Med uperfekt timing kom den i august 2008.

"Det er svære tider, fordi vi har et trykkeri og investerede i en trykpresse i 2008, hvor markedet faldt sammen. Vi døjer også med færre abonnenter og med en annoceomsætning, der er ca. 14-15 procent lavere end i 2008," siger direktør og ansv. chefredaktør Claus Thomsen.

Annoncetabet er primært sket på stillingsannoncer og situationen har forbedret sig i løbet af efteråret 2009, tilføjer han.

Faldende priser kaster grus i trykpressen
Strategien var at tiltrække små og mellemstore kunder til trykkeriet, som skulle betale for dyrt andre steder. Men faldende priser på grund af overkapacitet på trykkerimarkedet, har gjort det svært at profitere tilstrækkeligt på de kunder der er kommet til.

I efteråret var en af Morsø Folkeblads vigtige aktionærer, Morsø Sparekasse, på tale som en af de långivere der kunne komme i klemme i forbindelse med et lån på 198 mio. kr. til ejendomskoncernen Essex, ifølge epn.dk. Sammen med Morsø bank, der fik hjælp af et statslån i december, ejer de to pengeinstitutter 49 pct. af aktierne i Morsø Folkeblad. Claus Thomsen er dog helt tryg ved udviklingen hos de to aktionærer.

"Morsø Sparekasse har fortsat en stor egenkapital, så de kan klare meget endnu. Som vores største ejer og finansieringspartner er vi i løbende dialog med Morsø Sparekasse."

Hvis I kommer i pengemangel, kan I så bede de ca. 1200 lokale aktionærer om hjælp?

"Det er ikke noget vi har spurgt dem om, men det er jo generelt svært at hente penge på aktiemarkedet i øjeblikket."

Kommer der flere nedskæringer hos jer?

"De seneste meget få afskedigelser havde vi i efteråret, så det regner jeg ikke med, men det er svært at være i dagbladsbranchen for tiden."

Før investeringen i trykpressen, var Morsø Folkeblad stort set gældsfri. Men 2008-resultatet viste et minus på næsten syv mio. kr., mens omsætningen var på 56 mio. kr. Også i 2009 forventer Claus Thomsen underskud, men hvor stort det bliver, kan han ikke kommentere før aktionærerne har fået besked.

I 2010 regner Claus Thomsen med at Morsø Folkeblad går i nul.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også