Benjamins e-magasin melder udsolgt

108.000 brugere har modtaget Benjamins nyeste e-magasin 'Fashionista'. En måned før lanceringen var alle annoncer udsolgt, men mediebureauer er delte i vurderingen af e-magasiner.
Tine Brødegaard Hansen

Benjamin Media kunne melde al annonceplads udsolgt en måned før lanceringen af e-magasinset 'Fashionista by Costume' i december. Første udgave er sendt til 108.000 modtagere.

"Vi har fået positive tilbagemeldinger fra alle sider. Fashionista by Costume opfylder kravet om at være lige så stilfuldt og eksklusivt som den trykte udgave af Costume, og giver desuden brugerne nye interaktive muligheder – eksempelvis muligheden for at købe hovedparten af de ting, der vises i Fashionista, med få klik," siger chefredaktør Rikke Agnete Dam i en pressemeddelelse.

Kræver garantier
Ifølge mediebureauet IUM, garanterer Benjamin 25.000 visninger af en annonce i det nye e-magasin 'Fashionista by Costume', det kan være årsagen til den gode modtagelse hos annoncørerne.

Garantier for visninger er nemlig afgørende for e-magasiner, mener Frederik Jespersen Interactive director i Mediabroker.

"Annoncørerne vil kun i begyndelsen acceptere ikke at få et vist antal eksponeringer, ellers bliver annonceprisen meget lav," siger Frederik Jespersen.

Han stiller sig mindre kritisk over for e-magasiner end flere af sine kollegaer på andre mediebureauer.

"Som annoncemedie ser jeg positivt på e-magasiner, selvom udbredelsen måske ikke bliver så stor. Dem der bruger e-magasiner har en mere afslappet og åben tilgang til annoncer, end når de besøger forskellige sites for at tjekke nyheder, aktiekurser eller tv-programmer for at finde en bestemt information. Det giver bannerblindhed og en lav klik-villighed," siger Frederik Jespersen.

Ingen konkurrence til print
E-magasiner kommer ikke til at konkurrere med printmagasiner, selvom de går efter at skabe samme tilbagelænede oplevelse, som de giver, siger Frederik Jespersen og tilføjer:

"Måske kan e-magasiner konkurrere med magasinsites, fordi det er en større oplevelse at bladre i et e-magasin end at bevæge sig rundt på et site."

Interactive planner i IUM, Jakob Møllman Larsen, forstår til gengæld ikke, hvorfor Benjamin Media forsøger at genskabe oplevelsen af printmagasinet på nettet, fremgår det af en kommentar på IUM's blog, frontbox.

Benjamin: Brug for 'pakketeret medieoplevelse'
Men pointen er netop at tilføre nettet noget af den kvalitet, som mange værdsætter ved 'off-line produkter' som magasiner og bøger, skriver Benjamins Interactive Director Anders Kragelund i en kommentar på Frontbox.

"Som et modsvar på “information overflow”, tonsvis af links man ikke får klikket på, aldrig at have fornemmelsen af, at ens medieoplevelse er afsluttet og generelt manglende tid i dagligdagen, så er vores grundlæggende publistiske tilgang at rigtig mange forbrugere ønsker en pakketeret medieoplevelse, som har en start og en slutning."

E-magasinernes succes vil når alt kommer til alt afhænge af, hvor mange brugere det lykkes at tiltrække. Endnu har det ikke været et tilstrækkeligt imponerende antal for de eksisterende e-magasiner, hvis man skal tro flere mediebureauer, men det kan nå at ændre sig.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også