Ekstra Bladet fordobler overskuddet

Formiddagsaviserne Ekstra Bladet og B.T. laver overskud, men slås stadig for at skrabe ind på nettet.
MediaWatch

Selvom 2009 har været et sløjt år på mediemarkedet, er det alligevel lykkedes formiddagsaviserne at hive overskud hjem, skriver Berlingske Business.

Berlingske-ejede B.T. lander ifølge adm. direktør Lisbeth Knudsen på godt 50 mio. kr., mens Ekstra Bladet fordoblede sit overskud fra knap 40 mio. kr. til lige under 80 mio. kr.

”Avisen er stadigvæk den suverænt bedste forretning, og det er den, fordi prisen er så høj,” siger Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, til Berlingske Business.

Printavisen leverer 80 procent af Ekstra Bladets overskud, mens de resterende 20 procent er internetindtægter, og det er en andel, som Poul Madsen gerne vil have øget.

Prisen for en printavis er nemlig fordoblet over de seneste fem-syv år ifølge Berlingske Business, mens oplaget er styrtdykket siden 1980’erne. Poul Madsen er samtidig bevist om, at der er en grænse for, hvor meget priserne kan sættes op, og derfor leder Ekstra Bladet efter måder at øge internetindtægterne på.

”Vi er i fuld gang med at lave klubber, særlige abonnementsordninger, hvor folk betaler for en speciel ydelse på nettet,” siger Poul Madsen.

Hos konkurrenten B.T. fortæller chefredaktør Peter Brüchmann, at ”isoleret set giver den elektroniske butik med de ressourcer, der reelt går til den, ikke overskud.” Trafiktallene er gode, men hverken annoncer eller mikrobetaling har vist sig at være rigtig effektive til at trække penge ud af de mange besøg.

Til gengæld imødeser begge aviser den ventede liberalisering af spillemarkedet, som kan give nye indtjeningsmuligheder for medierne.

- TGF

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også