Bureau: E-mags med problemer

E-magasiner er langt fra et alternativ til printmagasiner for annoncørerne, lyder det fra mediabureauet IUM.

Mediehusene spytter i stigende grad e-magasiner ud som Remee & Friends (Netpublications) og Rejseliv (Berlingske Media) i håb om at score nye annoncegevinster på nettet.

Men der er lang vej endnu, mener mediabureauet IUM, der ser flere problemer ved online magasinerne.

"E-mags har placeret sig mellem to verdener ved at tilbyde et online produkt solgt som et print produkt. Ofte sælges annonceringspladsen for en fast pris for en 1/1 side uden garanti for leveringen, og det holder ikke online, hvor dokumentation og tracking er et grundvilkår!" skriver Interactive Planner hos IUM, Jakob Møllman Larsen på IUM-sitet frontbox.dk.

Ud over prissætningen ser han også et stort problem i det beskedne antal brugere, magasinerne foreløbig har.

"De hårde facts viser desuden en spinkel brugerbase. Mmm mag (M’s E-mag) har 48.000 registrerede brugere og 15.000 til 20.000 læsere pr. magasin. Fashionista (Costumes E-mag) har 102.000 registrerede brugere, men garanterer trods alt 25.000 visninger af annoncen, hvilket er et skridt i den rigtige retning i forhold til prissætning. Seneste case i Remee & Friends viste 11.000 brugere, hvilket kun kan fungere som en spinkel ad on til en kampagne," skriver Jakob Møllman Larsen, der har følgende råd til mediehusene:

"Vi så hellere, at andre indholdsudbydere på nettet tog noget af underholdningselementet og integrationen af interaktivitet og visuelle elementer til sig i stedet for at forsøge at efterligne magasiner, der bl.a. fungere i kraft af det glittede papir og selvforkælelsen, som er svær at opnå foran en computer. E-mags har fat i noget, men der er et stykke vej endnu for at kunne tjene sig selv hjem med de annonceformater og priser, vi ser lige nu."

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også