"Ugeaviserne overtager de lokale dagblades rolle"

Guldprisen til lokalavisen.dk for deres nyhedsdækning på flere platforme, er et af tegnene på, at ugeaviserne vil overtage de lokale dagblades rolle, mener Lokalavisen.dk's red. Kim Belmark.
Tine Brødegaard Hansen

Kim Belmark, nyhedsredaktør på lokalavisen.dk, der er en del af Politikens Lokalaviser, glæder sig over at sitet har vundet guld i kategorien 'lokale nyheder' for sin dækning af sager om kamphunde, der går amok i boligområder.  

Her svarer Kim Belmark på fem spørgsmål om, hvad sådan en pris kan bruges til kommercielt og journalistisk.

1. Stiger annoncørernes interesse for jeres produkter, når I får sådan en pris?

"Jeg har talt med onlinesælgere om, at de vil bruge både denne pris og konstateringen af, at vi er det internet-nyhedsmedie der er vokset mest i løbet af et år, i deres salgsstrategi. Vi tror på, at den omtale vil styrke annoncesalget."

2. Hvad får I ud af, at jeres historier blive citeret i landsdækkende medier udover æren?

"Det er en markedsføring af vores nyhedsmedie. I fremtiden håber vi, at andre medier vil linke direkte til vores artikler på nettet, ligesom vi selv begynder at gøre, når vi citerer. Vi ser tydeligt i vores klikstatistik, når eksempelvis ekstrabladet.dk linker til en af vores historier. Det har givet op til 26.000 ekstra unikke klik på kort tid. Så det virker at linke."

3. Brancheforeningens dommerkomité hævder, at lokale ugeaviser mange steder formår at løfte den rolle, som provins-dagbladene gjorde tidligere. Er du enig i det?

"Ja, det er jeg 100 procent enig i. Hvis man ser på provinsdagbladenes oplagstal falder de støt, så jeg er sikker på, at de lokale gratis ugeaviser kommer til at spille den rolle, som de lokale- regionale dagblade gjorde før. Derudover kommer nettet til at spille en større rolle i lokaldækningen."

4. Hvad betyder prisen for jeres journalistiske satsninger fremover?

"Det er med til at udvikle de lokale ugeaviseres måde at lave journalistik på, hvor vi bruger web-tv og nettet. Vi håber, at artiklerne om kamphundene kan inspirere andre lokale ugeaviser til at gøre det samme."

5. Artiklerne udspiller sig på flere platforme, men er det primært forskellige læsere, der bruger de forskellige platforme?

"Det har vi ikke nogen analyser på, så det kan jeg ikke svare på endnu."

37 bidrag fra ugeaviser over hele landet deltog i konkurrencen om bronze-, sølv- og guldmedaljerne i de tre kategorier lokale nyheder, lokale features og redaktionelle ideer og initiativer. I de to øvrige kategorier vandt Ugeavisen Esbjerg og Herlev Bladet.

I 2008 var de lokale- og regionale ugeavisers annonceomsætning på ca. 2,5 mia. kr.

Lokalavisen.dk er moder-site for 20 lokale papir- og netaviser i Nordsjælland, Storkøbenhavn og Østjylland - bl.a. Hillerød Posten, Det Grønne Område, Roskilde Avis, Albertslund Posten, Villabyerne og Lokalavisen Århus.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også