Kendte vil forsvare sig mod presseløgne

Et nyt internetsite vil være presseetisk modvægt, når det gælder omtalen af de kendte.
Per Fanefjord Laursen

Kendte danskere, der føler sig skidt behandlet af pressen, har for nylig fået en hjemmeside, hvor de kan give deres version af historien.

Sitet kandetpasse.dk er skabt af entertaineren Anders Bircow og journalisten Jeppe Søe.

De to mener, at ugeblade og aviser ofte går for tæt på kendisserne og skriver det rene opspind.

"Når en kendt har inviteret til bryllup, så kommer ugebladene også til begravelsen eller skilsmissen – sådan er vilkårene – men ofte oplever kendte, at der laves historier om dem, der enten er løgn eller overdrevet i en grad, der er helt ufattelig. Det være sig både i blade og elektroniske medier," skriver initiativtagerne til kandetpasse.dk.

Foreløbig er det enkelte politikere, showfolk, reality-stjerner og studieværter, der har reageret på pressehistorier om dem selv, men ifølge medstifter Jeppe Søe har mere end 200 oprettet sig som brugere.

De to stiftere af kandetpasse.dk afviser, at siden er skabt for at signalere, at det er synd for de kendte.

"Det er meget vigtigt at understrege. Når de kendte bruger pressen, så må de også finde sig i, at der kan komme noget frem, som de ikke har lyst til. Men artiklerne skal være sande, og de presseetiske regler skal overholdes. Og det er de langtfra altid," siger Jeppe Søe til ekstrabladet.dk.


 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også