Femina overhaler Alt for damerne på nettet

Mens Alt for damernes og Feminas oplag mødes på midten, tager Femina føringen i antallet af brugere på damebladenes websites.
Tine Brødegaard Hansen

Antallet af kvinder der klikker ind på Allers femina.dk er stigende. Tallet nåede i 2009 sin foreløbige top i juli måned med 43.204 brugere, ifølge Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM). Se graf i slutningen af artiklen.

Dermed har Egmonts altfordamerne.dk for første gang færre brugere end femina.dk med sine 31.139 brugere i juli. Men ikke for sidste gang, hvis man spørger Jesper Ulsø, kommerciel direktør i Aller Media:

"Vi vil holde føringen ved at fortsætte den gode udvikling, hvor vi kombinerer godt indhold med tjenester i form af klub- og shoptilbud, slanke- og motionsrådgivning, konkurrencer og mobiltjenester. Desuden vil vi løbende lancere nye tilbud og tjenester."

Trafikken følger pengene
Aller Media sidder på cirka 70 procent af ugebladsmarkedet og har også flere magasinudgivelser end Egmont. Det gavner Allers enkelte sites.

"Vi har haft en kraftig stigning i det vi kalder vores netværkstrafik, det vil sige trafik til og fra vores andre sites. Det er vi glade for, for det er en del af den strategiske forudsætning for vores digitale satsning. Vi ønsker at optimere vores samlede netværkstrafik og sende den derhen, hvor vi tjener flest penge. At konkurrere med enkelte konkurrents-sites om at blive størst er ikke i sig selv interessant, selvom vi bestemt er glade for at femina.dk nu er større end altfordamerne.dk," siger Jesper Ulsø.

Kvindeløbs-peak løb ud i sandet
Ambitionen om at holde Femina stangen på nettet er ikke lykkes for chefredaktør for Alt for damerne, Camilla Frank, der i foråret ikke følte sig "specielt truet" af femina.dk's fremgang.

Hvad skyldes nedgangen i trafikken i juli måned?

"Vi peaker typisk i juni, hvor mange brugere skal tjekke deres løbetider på nettet efter Alt for damernes kvindeløb. Det giver et boost, som vi selvfølgelig gerne ville have fastholdt," siger Camilla Frank, som anerkender konkurrenten Allers force.

"Aller er gode til at bruge krydshenvisninger mellem deres sites og til at brande dem. Femina benytter sig meget af at promovere deres egen web-butik ved at vise mode og tilbehør i bladet, som man kan klikke sig ind på sitet for at købe. Det er klart, at shoppeuniverser trækker brugere."

Camilla Frank kan til gengæld afsløre, at Egmont er på vej med en komplet relancering af altfordamerne.dk. Hun kan endnu ikke gå i detaljer med, hvilke ændringer det vil betyde.

Alt for damerne fører på læsere
Oplagsudviklingen for Alt for damerne og Femina har i 2009 indtil videre bragt de to konkurrenter tættere på hinanden, men Alt for damerne har fortsat en gennemsnitlig føring på 30.000 læsere ugentligt i løbet af 1. halvår 2009, ifølge de seneste læsertal fra Index Danmark/Gallup.

I november måned blev 33 Aller-sites relanceret.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også