Sådan virker Google News

Google har offentliggjort en video, der forklarer hvordan selskabets omstridte nyhedsindsamling og prioritering, Google News, fungerer.
MediaWatch

Google giver nu journalister tips om, hvordan de bedst publicerer indhold på nettet, som passer til Googles digitale fangarme, via et 15 minutter langt videoklip, skriver guardian.co.uk.

Fire regler styrer Googles nyhedsindsamling, men systemet tilpasser sig brugernes adfærd, så reglerne er ikke skåret i sten. Nye artikler bliver generelt rangeret højere end ældre, men citater fra originalartiklen bliver også inddraget. Derudover vægter systemet lokale og pålidelige kilder, som kendte nyhedsmedier.

Fra brugernes adfærd har Google taget til sig, at det ikke altid kun er breaking news, der er interessante. I går blev en ny sektion kaldet Spotlight lanceret på Google News. Den har fokus på nicheartikler, debatindlæg, undersøgende journalistik og mere langtidsholdbart indhold.

Danske medier bliver ikke overvåget af Google News. Dagbladene ønsker at Google henvender sig og beder om lov til at indsamle og vise uddrag af mediernes artikler på Google News.

Googles direktør i Danmark, Peter Friis forstår ikke de store dagblades modvilje.

"Jo mere printmedierne afskærer sig fra resten af nettet, f.eks. ved at fravælge trafikboostere som den gratis, ikke-annoncefinansierede tjeneste Google News, fravælger de samtidig trafik fra brugere, der kunne øge interessen for printudgaven," har Peter Friis tidligere sagt til MediaWatch.

- TBH
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også