Avisen.dk får pil henad

A-pressens nye netavis, avisen.dk, er en blandet oplevelse, skriver tidligere direktør for FDIM, Jon Lund, i sit seneste nyhedsbrev.

Den tidligere direktør for FDIM, Jon Lund, der i dag er direktør i eget analyse- og rådgivningsfirma, sætter i sit seneste, ugentlige nyhedsbrev "New digital view: Life on the Danish Internet" bl.a. fokus på relanceringen af avisen.dk.

Ifølge Jon Lund står spørgsmålet stadig åbent, om konstellationen bag avisen.dk, Freeway og A-pressen, får succes med det fælles fodslag, og konklusionen ligner en pil "henad". 

"Spørgsmålet er imidlertid, hvordan dette mix virker. Det vil sige: Hvilken type historier satser avisen.dk på, og er det de samme historier, der appellerer til de generelt meget unge brugere på Freeways sociale netværk, så det kan lykkes Freeway at generere trafik til avisen.dk?" skriver jon Lund.

"At dømme efter de første uger med avisen.dk, så kan der ikke gives et klart svar endnu på det spørgsmål. Med historier som "Sygeplejersker sexjages på nettet" om patienter, der krænker sygeplejersker via sites som Facebook eller "Murer aktiveret med Hitlers underskrift" om aktivering af arbejdsløse, der inkluderer lektioner i at analysere diktatorens håndskrift som et lær-dig-selv-bedre-at-kende-indslag - så er profilen ikke klar for mig. Jeg er specielt en smule forvirret af mixet mellem de tabloide Hitler/sex-historier og de mere seriøse emner, som artiklerne rummer om sikkerhed på jobbet, og hvordan man bedst får arbejdsløse i job igen," skriver Jon Lund.

Trafikstatistikken på avisen.dk giver ifølge Jon Lund endnu ikke noget mindre lunkent svar på, hvorvidt avisen.dk rammer plet i sin relancering.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også