Lokalmedie byder Berlingske op til dans

Hyperlokalt stof og øget kommercielt fokus skal styrke Lolland-Falsters Folketidende i konkurrencen mod de store mediehuse.
Troels Gadegaard Frølich

Lokalmedierne er i forvejen pressede af den økonomiske krise og de generelle forandringer i medieverdenen, og nu bliver de også udfordret på lokalstoffet fra en ny kant. Berlingske Media fulgte i går lanceringen af hjemmesiden dinby.dk op med en regulær krigserklæring til de øvrige lokalmedier, og også Søndagsavisen har meldt sig ind i kampen om at levere hyperlokal journalistik med minby.dk.

På Lolland-Falsters Folketidende er chefredaktør Søren Knudsen dog ikke skræmt ved udsigten til den nye og hårdere konkurrence:

”Jeg vil sige ’hjertelig velkommen i klubben’ til de nye sites. De er med til at opbygge tanken om velfungerende lokal nyhedsdækning, og konkurrence er godt. Men vi står stærkt i lokalområdet, og de får kamp til stregen,” siger han til MediaWatch.

Alle mod alle på Internettet
På Folketidende har man som mange andre steder oplevet, at omsætningen i den gamle kernevirksomhed – avisdriften – bliver mindre. En stor del af konkurrencen med de øvrige medier finder nu sted på nettet, hvor de landsdækkende medier også er med til at slås om annoncekronerne.

”Der er både fordele og ulemper ved at være et lokalt medie. Vores dækningsområde er meget veldefineret, og alle hernede læser os. Til gengæld gør vores størrelse det også sværere at lave stor omsætning online. Dér er det nemmere at være et landsdækkende medie,” siger Søren Knudsen.

Derfor er Lolland-Falsters Folketidende i gang med en større strategiproces, som blandt andet indebærer en benhård satsning på den hyperlokale journalistik. I England har en række aviser overlevet den bølge af lukninger, som er skyllet over det britiske medielandskab, ved at satse på hyperlokale nyheder i områder, hvor læserne af forskellige årsager er loyale over for avismediet. Det er ikke ulig Folketidendes situation, vurderer Søren Knudsen.

Loyale brugere får ny hjemmeside
”Jeg synes, vi er bedre rustet i den her kamp end de store mediehuse. Vi er stærkt funderet i lokalområdet og en grundpille i det lolland-falstringske samfund, så vi kan profilere os på at være lokale. Vi er ikke gode til landsdækkende nyheder, men vi er gode til det, vi laver, og vi kan se, at det hyperlokale stof bliver efterspurgt. Berlingske er skidegode til landsdækkende nyheder, men dinby.dk skal til at skabe lokalt stof fra bunden,” siger han.

Den 1. september relancerer Lolland-Falsters Folketidende sin hjemmeside folketidende.dk. Udviklingen på Internettet er gået stærkt siden lanceringen af det nuværende site, så det var på tide med en opdatering, fortæller Søren Knudsen. Samtidig giver relanceringen gode muligheder for at følge hensigtserklæringen om det hyperlokale stof op med konkret handling:

”Det bliver muligt at laver undersider på det nye site, så man kan gå mere lokalt ned. Fremover kan hver enkelt lille by i regionen få sin egen forside,” siger Søren Knudsen.

Samtidig indgår Lolland-Falsters Folketidende et samarbejde med Ritzaus nye underholdningstjeneste og Billed-Bladet, så avisens hjemmeside fremover får en kendis- og gossipsektion. Den kommer dog ikke til kun at omhandle regionens egne celebriteter, da man ikke er særlig begunstiget med kendte mennesker på Lolland-Falster, erkender Søren Knudsen.

Håber på 33 procents stigning
Ifølge FDIM’s seneste opgørelse havde folketidende.dk godt halvanden mio. sidevisninger i juni måned. Lolland-Falsters Folketidende håber at den nye strategi kan øge trafikken, så den når op over to mio. sidevisninger om måneden med årets udgang – til glæde for både avisen og dens annoncører.

Som endnu et led i strategiprocessen søger Lolland-Falsters Folketidende netop nu en kommerciel direktør – sådan en har avisen aldrig haft før. Stillingen er også oprettet for at ruste sig til at møde fremtidens udfordringer:

”Vi vil simpelthen styrke vores kommercielle organisation. Den kommercielle direktør skal koordinere vores samlede kommercielle aktiviteter, sætte nye i gang og styrke vores innovationskraft. Vi forsøger at finde ud af, hvad vi skal leve af i fremtiden, om det så skal være aviser på papir som nu, onlineaktiviteter, magasiner eller noget helt andet,” siger chefredaktør Søren Knudsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også