Berlingske blæser til lokalavis-krig

Den næste store aviskrig står om det hyperlokale stof. Berlingskes dinby.dk er fortroppen i lokalsatsningen, der også udfordrer Eniro og De gule sider.
Tine Brødegaard Hansen

Lokalaviserne, bedre kendt som de gratis ugeaviser, bliver ny slagmark for den næste store aviskrig. Det varsler Gorm Wesing Flyvholm, der er direktør for ugeaviser og digital lokalsatsning i Berlingske Media.
 
"Nu rykker vi på det hyperlokale område. Der er en voldsom konkurrence på lokalavisområdet, og det er her de store aviskrige fortsætter. Vi vil vinde krigen ved at vitalisere lokalaviserne digitalt," siger Gorm Wesing Flyvholm.

Vil udkonkurrere De gule sider
Midlet er det sociale netværk dinby.dk, der har eksisteret i et års tid, men først for nylig er blevet tilgængeligt over hele landet. Dinby.dk skal fungere som en digital rambuk over for de annoncører, der lægger pengene i mange forskellige mediers lommer lige fra outdoor-reklamer på f.eks. busser til telefonbøger.

"Første september går Berlingske Media ind i direkte konkurrence med De gule sider og Eniro og etablerer det vellykkede norske koncept lokalguiden.no. I første omgang går vi ind i seks byer, og går det som forventet vil resten af guiden blive lanceret i resten af vores udgivelsesområder. Det ny produkt integreres som en naturlig del af dinby.dk," siger Gorm Wesing Flyvholm.

Eksemplet er bare ét af de forretningsområder, som koncernen kaster sig over ifølge Gorm Wesing Flyvholm - men de øvrige områder er endnu hemmelige.

Demokratisk aspekt
"Indtil nu har vores lokalaviser ikke været stærke nok på nettet, men nu skal vi have en myriade af feaures, der er knyttet til de enkelte postnumre, som vil trække brugerne til. Der behov for et lokalt univers i de sociale medier, som binder flere forskellige forretningsområder sammen," siger Gorm Wesing Flyvholm og tilføjer:

"Når brugerne er der, vil annoncørerne også gerne være der. Vi skal tænke i at udnytte vores gode lokale brands og forbindelser til annoncører, cityforeninger og borgere. Annoncørerne skal have deres behov dækket et sted. Det gælder både de lokale handlende og annoncører med landsdækkende produkter. For os er dette et kommercielt projekt, lige som alt andet vi laver, men det har også et demokratisk aspekt, som jeg synes er overordentligt tiltalende for en publicistisk virksomhed at stå for."

For nylig igangsatte Berlingske Medias lokale dagblade i Midtjyske Medier en spareplan til 60 mio. kr., hvordan hænger det sammen med at blive ledende på det lokale område?

"Der er ikke noget mærkeligt i, at moderne virksomheder både slanker visse dele af organisationen, og at de skruer op for andre dele. Vores mål er at sikre Berlingske Media en førsteplads på lokalmarkedet, for det er nummer et, der sætter dagsordenen på fremtidens mediemarked."

Der eksisterer allerede talrige sociale netværk, hvorfor skal folk bruge tid på dinby.dk?

"Grundlæggende handler det om, at vi skal udnytte vores i forvejen meget stærke position lokalt til at få skabt den nødvendige sammenhængskraft og dermed også anledningen til, at vores læsere vælger os til."

Trækker op til kamp
Berlingskes dinby.dk fik i sidste uge selskab af Søndagsavisens minby.dk. Derudover er også Politikens Lokalaviser en vigtig spiller på det lukrative lokale marked. Der er nemlig masser af læsere til de gratis ugeaviser, som i årevis har bidraget positivt til dagbladshusenes regnskab.

I 2008 havde ugeaviserne en samlet annonceomsætning på 2,5 mia. kr. Det gjorde mediegruppen til årets topscorer næstefter internet og dagblade. Men læserne bliver ældre og mindre loyale. Derfor er konsolideringen på markedet også i gang, og Berlingske Lokalaviser styrkede således i går sin position i hovedstadsområdet ved at fusionere med to konkurrerende ugeaviser på Amager og Østerbro.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også