Dobbelt op på annoncer i e-magasiner

En annonce i et onlinemagasin bør koste det dobbelte af, hvad den gør i et trykt magasin, mener direktøren for Netpublications. Mediabureauerne er skeptiske.
Tine Brødegaard Hansen

Mediabureauerne snorksover i medietimen, når de hænger fast i gamle opdelinger mellem print- og digitale medier. De burde betale det dobbelte for en annonce i Remee&Friends sammenlignet med trykte magasiner, mener udgiver Torben Aagaard, der er adm. direktør for Netpublications.

"Problemet er, at onlinemagasinerne lander i mediabureauernes digitale afdelinger. Deres regnemaskine virker ikke til det formål. De vil afregne en af vores læsere som et klik eller en visning, men jeg vil have det dobbelte beløb for en digital annonce sammenlignet med en trykt annonce, hvor vi kan vise op til flere film på en side, linke ud og skabe salg," siger Torben Aagaard.

Han mener ikke, at man kan sammenligne et onlinemagasin med et almindeligt website. For brugerne vælger aktivt at åbne et onlinemagasin, som de fordyber sig i som et printmagasin, men med nettets muligheder for at skabe levende annoncer og måle, hvem der læser hvad og hvor længe. Derfor arbejder han i øjeblikket på at få målt læsningen af Remee&Friends af Gallup, så en helsidesannonce i onlinemagasinet ligesom i et trykt magasin prissættes ud fra antallet af læsere.

"Det er ikke nødvendigvis antal visninger eller konverteringer, der er interessant. Hvis læseren ser en forfilm for Harry Potter i et onlinemagasin, er den samlede tid, læseren bruger på det, mere interessant. Det giver en anden information og effekt end et opslag i et trykt medie, eller når man møder reklamer på almindelige websites."

Et avanceret website
Helt sådan ser Christian Strand, interactive director i IUM, ikke på sagen:

"Et onlinemagasin er bare et avanceret website. Det er nærmest komisk, at der er en bladrefunktion, for på nettet søger folk et hurtigt overblik, så de får den information, der er relevant for dem."

Derfor tvivler Christian Strand på, at Netpublications får indfriet ambitionen om at pumpe annoncepriserne op.

"Netpublications vil have afregning for deres annonce som for en helside i et magasin, men det kommer vi aldrig til at betale. På nettet kan man nøjagtigt måle, hvor mange brugere der er, og annoncørerne bliver garanteret et vist antal visninger, som de betaler for. Derfor er det underligt, at Netpublications læner sig op ad en forældet afregningsmetode som læsertal."

Christian Strand ser ingen mening i at afregne anderledes end Ekstrabladet.dk eller Benjamin Medias modesites gør. Onlinemagasiner er fine som afløser for virksomheders elektroniske nyhedsbreve, men en konkurrent til trykte magasiner bliver de aldrig, mener han.

"Det, folk søger med magasinlæsning, er at hygge sig i sofaen - den stemning kan ikke overføres til digitale medier. Måske bliver det muligt med 'digitalt papir', men det ligger et godt stykke ude i fremtiden."

Betaling skal følge brugertal
Lisa Gøttler, interactive director hos Carat, mangler at få bevis for onlinemagasinernes succes hos brugerne. Om de høje prisambitioner for annoncerne siger hun:

"Det tror jeg langt fra er realistisk, særligt ikke når markedet og priserne på printannoncer også er pressede."

"Vi har kørt en kampagne i Remee&Friends, som ikke levede op til forventningerne. Fra en brugersynsvinkel har jeg svært ved at se, hvorfor man skal bruge et online-magasin, det giver ikke nogle specielle fordele."

Til gengæld bifalder Lisa Gøttler de muligheder, onlinemagasinerne åbner set med annoncørbriller.

"På nettet er der mangel på lækre annoncer, der kan konkurrere med de dobbeltopslag, man ser i magasiner og dagblade. Så fra et annoncørsynspunkt er det fedt, at vi kan få de store formater på nettet. Det vil annoncørerne gerne betale mere for, og i princippet vil jeg gerne betale det dobbelte af en printannonce, hvis brugertallet er stort nok."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også