Brugere overser reklamer på web-tv

De færreste onlineseere bemærker reklamer i videoklip, men mediet vinder popularitet og åbner nye muligheder for annoncørerne, viser en amerikansk undersøgelse.
Zandra Damsgaard

Fire ud af fem amerikanske brugere af web-tv og onlinevideoklip kan ikke huske reklamerne i de klip, de ser, og det må siges at være dårligt nyt både for annoncører og medier.

Af de relativt få, der lægger mærke til reklamerne, søger mellem 13 og 27 pct. efterfølgende yderligere information om de pågældende produkter eller varemærker. Succesraten afhænger ikke overraskende af, i hvor høj grad videoen inviterer brugerne til at interagere.

Brugerne er nemlig rigtigt glade for at engagere sig, og det er altså navnlig på den front, at onlineannoncører bør sætte ind.

Det er hovedtrækkene i en ny undersøgelse om brugen af onlinevideo, som Yahoo, researchvirksomheden Interpret, Warner Bros. Media Research samt bureauerne Havas Digital og PHD står bag.

Video kan målrettes
Onlinevideo i bred forstand er blevet populært, og undersøgelsen viser, amerikanerne lystigt ser tv på internettet både i arbejdstiden og hjemme i privaten. Tilmed deler onlineseere i stor stil videoklip med hinanden.

Faktisk bliver en tredjedel af alle onlinevideoer distribueret videre af brugerne via enten e-mail, instant messaging eller sociale netværkssider, beretter Mediaweek.com på baggrund af samme undersøgelse.

Hvor reklamer i tv rammer bredt og på nogle afgrænsede tidspunkter af dagen, er reklamer i onlineklip altid tilgængelige for brugerne på deres betingelser og når det passer dem.

”Det fundamentale skifte i forbrugeradfærden åbner muligheder for medier, annoncører og bureauer. I stedet for eksempelvis kun at gå efter spots i populære tv-shows i den bedste sendetid, kan annoncører bruge onlinevideo til at ramme målgrupper oftere end bare en gang ugen,” siger strategichef Jason Kramer fra Interpret ifølge en fælles pressemeddelelse fra undersøgelsens bagmænd.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også