Bloggen som udstillingsvindue

Antallet af unge danskere der skriver og læser blogs er steget eksplosivt. Det forsøger virksomheder at udnytte ved f.eks. at sidestille modebloggere med modejournalister.
Michelle From Hoxer

Her er min nye sommerkjole fra Zara - Fint print, lækker form og smukke detaljer. Jeg er glad ved den! God fredag!

Daglige opdateringer på alt fra dagens påklædning til aftenens festplaner er et velkendt fænomen i blogverdenen. Og det er en verden i vækst.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at blogaktiviteten blandt danskerne er steget kraftigt siden sidste år. Således er det samlede antal af danskere, der har læst blogs steget fra 22 til 33,1 pct., men de danskere, som har skrevet indhold til en blog er steget fra ni til 18 pct. Særligt de unge har taget den såkaldte blogosfære til sig. I aldersgruppen 16 til 19 er det hele 47,2 pct., der svarer ja til at have læst en blog.

Mange brancher arbejder i disse dage med at udnytte de reklame- og kommunikationsmuligheder, der ligger i de nye medier. I modeverdenen hvor de personlige blogs er blevet ekstremt populære, synes flere virksomheder at have held med at bruge bloggen som et udstillingsvindue for deres produkter.

Mailboxen fuld af tilbud
Kia Ellegaard er en af de unge danske piger, som hver dag blogger om mode. Det har hun siden september 2007 gjort på sin blog ’fierceogfattig’, som er hostet under blogspot.com.

”Jeg skriver om de køb jeg gør, hvordan jeg finder inspiration til min stil, og så bruger jeg bloggen som et slags forum, hvor jeg får feedback fra mine læsere,” fortæller Kia Ellegaard.

Hun følger dagligt med i antallet af besøg på bloggen og hvor mange faste læsere hun har. For unikke besøgende er tallene på månedsbasis steget fra 5.283 til 30.578 unikke besøgende fra januar til juni.

I takt med at læserinteressen er gået i vejret, oplever Kia Ellegaard også interesse fra en anden part nemlig de virksomheder, som gerne vil i kontakt med de mange læsere, der dagligt er forbi hendes blog.

”Min mailbox er konstant fyldt med tilbud fra pr-bureauer og webshops, og har været det længe. Når jeg reagerer på noget af det, er det fordi, det har noget med min blog at gøre og passer til mit udgangspunkt. Det er vigtigt for mig, at det er troværdigt,” siger Kia Ellegaard, som netop er blevet moderedaktør på ungdomsmagasinet Chili ved siden af sit studie på lærerseminariet.

Sherlock Holmes-tilgang til nettet
På Journalisthøjskolen forsker Lars Holmgaard Christensen i nye medier, og hans registrering af udviklingen er, at vores internetbrug er blevet mere afprøvende.

”Hele måden vi bruger nettet på er meget mere Sherlock Holmes-agtig, hvor vi krydstjekker forskellige sites, og dér bruger vi også blogs som værdi- og holdningstilkendegivere,” siger Lars Holmgaard Christensen.

Han forklarer, at de udfylder en troværdighedsrolle i forhold til deres læsere. Ved at læse bloggernes interesser og holdninger, kan vi afkode, om den pågældende blog og personen bag er troværdig i forhold til det, lige netop jeg søger. I et stadigt mere uoverskueligt internet har vi behov for at søge mod personer, som kan guide os. Og netop derfor er bloggerne interessante for virksomheder, som via bloggen kan udstille deres varer.

”Det bloggerne kan tilbyde virksomheder er den gatekeeperfunktion, de har over for deres læsere,” siger Lars Holmgaard Christensen.

Den såkaldte blogosfære handler i dag mere om selvfremstilling og identitetsskabelse i modsætning til i begyndelse, hvor det drejede sig om anonymitet og problembehandling, fortæller Lars Homgaard Christensen med udgangspunkt i en afhandling fra London School of Economics.

Det skal være realistisk
Hos modevirksomheden Friis & Company, der blandt andet sælger sko og tasker, fortæller presse og marketing ansvarlig Pily Ottesen, at blogs er så vigtig en del af virksomhedens kommunikation til kunderne, at de har valgt at sidestille dem med stylister og modejournalister.

Det handler blandt om den hurtighed, blogosfæren kan tilbyde i modsætningen til de etablerede modemagasiner, fortæller Pily Ottesen og tilføjer, at virksomheden kan mærke effekten fra kunder, som efterspørger varer, de har set rundtomkring på de forskellige modeblogs.

”Hvad vi informerer i dag, er der mulighed for at de trykker senere på dagen, og det er en ret fed måde for os at kommunikere vores her og nu-image ud på,” fortæller han.

Omvendt er det vigtigt for virksomheden ikke at påtvinge bloggerne deres varer, mener han, for så risikerer det at have den uønskede effekt; dårlig omtale. 

”Vi har vægtet meget højt ikke at presse noget ned over hovedet på dem. De skal ikke føle, at vi bruger dem som et instrument. Vi vil gerne, at de skal kommunikere noget ud til deres læsere, men det er ikke en pressemeddelelse,” siger Pily Ottesen, som forklarer, at Friis & Company i april inviterede cirka 30 af de mest populære danske modebloggere til et lukket arrangement, heriblandt Kia Ellegaard.

Annoncering kræver eget domæne
Foruden arrangementet hos Friis & Comapany har Kia Ellegaard også taget imod noget neglelak mod efterfølgende at teste og skrive om det. Hun gør altid opmærksom over for læserne på, at produkterne er pr-materiale.

Jeg fik for en uges tid siden en mail fra Helle. Hun arbejder for Star PR, som er et PR-firma der promoverer diverse ting. Hun sendte mig gratis neglelak og neglelakfjerner fra Depend, skriver hun i sit indlæg.

Kia Ellegaard fortæller, der blandt bloggerne er delte meninger om, man skal tage imod alt, firmaerne tilbyder. Selv har hun valgt at udlodde nogle af de produkter eller goodie-bags hun har modtaget og give dem til sine læsere.

”Mit udgangspunkt er, at det skal være realistisk og troværdigt i forhold til min blog og mit budget. Jeg ville aldrig reklamere for noget, der ikke har noget med indholdet på min blog at gøre,” siger hun.

Indtil videre har Kia Ellegaard ikke fået tilbud om annoncering på sin blog, som mange svenske piger tjener stort på, men hun afviser ikke at ville tage imod tilbuddet, hvis det skulle ske. Det kræver bare, at hun får sig sit eget domæne, for blogspot.com tillader ikke annoncering.

Pily Ottesen fra Friis & Company fortæller, at de endnu ikke har overvejet reel annoncering på modeblogs, og han understreger, at det er usandsynligt, at det skulle ske i traditionel bannerform.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også