Festival fik 20.000 Facebook-brugere

Roskilde Festivalen fik over 20.000 gæster til at bruge sin Facebook-side. Det viser vejen for andre virksomheder, siger den adm. dir. bag kampagnen.
Tine Brødegaard Hansen

Cirka en fjerdedel af festivalgæsterne på dette års Roskilde Festival benyttede Facebooksiden 'Roskilde Festival - Official Camp Planner' til at komme i kontakt med hinanden, planlægge turen, oprette huskelister med mere.

Den kampagne kan være retningsgivende for andre virksomheder, der ønsker at involvere deres kunder og brugere, mener Rasmus Møller-Nielsen, adm. direktør i IT- og rådgivningsvirksomheden Komfo, der står bag kampagnen.

Roskilde Festivalen er en non-profit organisation, der henvender sig specifikt til unge mennesker. Hænger kampagnens succes ikke i høj grad sammen med det?

"Roskilde Festivalens risiko er jo nok mindre end den risiko andre virksomheder tager ved at benytte Facebook, men tankegangen i at tilbyde ekstra services, som involverer brugerne, kan bruges på mange andre måder og af mange andre typer virksomheder."

Hvordan?

"For fagforeningen HK Ungdom, der har et lidt støvet ry, lavede vi i samarbejde med bureauet Platypus et community på Facebook, fordi de skulle have fat i handelshøjskoleelever. Formålet var, at de unge kunne vurdere deres handelshøjskole, give den karakterer og give et billede af hvordan studiemiljøet var. Det kunne HK Ungdom bruge til at få indblik i problemerne på uddannelsesstederne og til at give de unge en idé om, hvad HK går og laver. Kampagnen engagerede op mod 12 pct. af deres brugere meget billigere end hvad det ellers ville have kostet at nå dem med anden markedsføring."

Er danske virksomheder for dårlige til at bruge Facebook til at komme i kontakt med deres kunder?

"Facebook blev først rigtig populær, da finanskrisen ramte. Den betød, at annoncørerne gerne ville se den præcise effekt af deres kampagner, så den risikovillige kapital er svundet lidt. Når krisen vender og flere kampagner på Facebook giver målbar effekt, vil en større del af budgetterne blive flyttet over på Facebook."

Roskilde Festivalens platform på Facebook vil blive videreudviklet frem mod næste festival.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også