TV3 lancerer første net-serie

Med titlen 'Drømmen' kaster TV3 sig ud i den første programserie, der udelukkende bliver vist og udviklet på nettet.

Med programserien 'Drømmen' sætter TV3 nu ind med et nyt eksperiment på nettet, der skal give et tættere samspil med seerne. 'Drømmen' er den første rendyrkede TV3-programserie, der udelukkende er udviklet til og bliver vist på nettet. Samtidig fungerer serien som prøveballon for en mulig efterfølgende tv-serie.

"Det er et projekt, vi synes er sjovt og spændende, og som vi håber, at der også kan komme et tv-program ud af, hvis det bliver populær nok på nettet. Vi har tidligere kørt med skønhedskonkurrencen Aquador'able (i samarbejde med vandproducenten Aqua do'r, red.) på nettet, og det gik rigtig godt. Hvis den nye serie her også går godt, så er der en mulighed for at udbygge modellen," siger adm. dir. Jesper Grønholdt fra TV3.

Konceptet i 'Drømmen' er, at alle, der har oprettet en profil på TV3's hjemmeside, kan skrive ind med deres drøm og så deltage i konkurrencen om at få deres drøm opfyldt af et "dream team" bestående af tre kendisser. Det vil formentlig give TV3 en hel del flere profiloprettelser og dermed viden om brugerne, men Jesper Grønholdt afviser, at det er hovedformålet.

"Motivationen ligger i at lave et godt program. Derudover vil vi selvfølgelig også gerne tjene nogle penge, men det vil vi altid."

- LR

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også