Lovende april for gratisavisernes websites

Gratisavisernes sites viser lidt vaklende vækst i brugertal, men er endnu langt fra de stærke dagbladssites.
Per Fanefjord Laursen

Langt de fleste online-medier tabte brugere i april, viser FDIM's månedlige opgørelse. Påskedagene betød, at mange holdt fri en hel uge, og den slags påvirker brugertallene negativt. Men midt i nedgang over hele linjen har MetroXpress og Urban haft betydelig vækst.

På MetroXpress er der mere tale om et regulært comeback. I november 2008 registrerede MetroXpress 114.000 brugere, men efter fyringer på avisen måtte online-området lide under mindre fokus, og det ramte brugertallet. Fra årsskiftet har online haft sin egen organisation på MetroXpress med de to websites MetroXpress.dk samt 24.dk som det primære omdrejningspunkt.

Siden er brugertallet stille og roligt krøbet op igen. I februar lå gratisavisen nede på 56.383, marts på 77.031 og april 104.607.

"Vi kan ikke kanalisere en masse brugere ind fra andre egne sites, så er væksten sket organisk - det er faktisk anden gang i træk vi stiger med over 35 procent på en måned," siger Online-direktør Thomas Kryger.

Thomas Kryger forklarer avisens comeback med, at man hyrede Niels Thimmer som Online Editor, og det onlinefokus, hans arbejde har medført, har betydet en væsentlig stigning i brugere. Aktiviteten i avisen loyalitetsklub, Club metroXpress, er endvidere steget, efter man er begyndt at arbejde med udbuddet af tilbud i klubben og målrettet kommunikation til medlemmerne.

"Vi har yderligere et par projekter i posen, der givetvis vil hjælpe til endnu flere brugere og endnu mere trafik i løbet af 2009," siger Thomas Kryger.

Urban.dk bagud
24timer.dk har mærkværdigvis ikke taget den nedtur, som søsteravisen var igennem, selv om den drives af samme online afdeling som MetroXpress.

"24timer.dk var ikke på samme måde ramt af omstruktureringen. Derudover har vi investeret i communitydelen af 24.dk. Også for 24.dk's vedkommende ligger der et par projekter i pipelinen, der vil bidrage til vækst i løbet af 2009," forklarer Thomas Kryger.

Konkurrenten med den yngre profil, Urban.dk, som mange mener burde føre online-krigen i gratisavis universet, eksploderede med 84 procents vækst fra marts til april, og er vokset til 64.508 brugere - mod 45.877 i november. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Urban til det pludselige vækstspring og den generelle udvikling af brugerne.

Vælger ikke en dagbladsstrategi
Alle gratisaviserne er langt fra at kunne matche de brugertal, konkurrenterne blandt dagbladene leverer. Det kræver en tre-firedobling af brugertal for at rykke op i samme kategori som de betalte aviser. Gratisaviserne har traditionelt haft lavt fokus på onlineudvikling og mere fokus på kerneproduktet - en avis på papir, hvor den grundliggende berettigelse netop er, at man som pendler kan tage den med.

Det er ikke udsigt til, at online versionerne af de tre gratisaviser overhovedet ønsker at blande sig med dagbladene i online-krigen om bannerindtægter. Det er mere sandsynligt, at de vender næsen i en anden retning og søger at tjene penge på de brugere, de trods alt har, ved at rekruttere dem i klubber og sælge dem forskellige ydelser.


Brugertal hos gratisaviserne

Antal brugere                            Nov. 08                 April 09
MetroXpress.dk                        114.393                104.614
Urban.dk                                    45.877                   64.508
24timer.dk                                136.361                 145.642
 

MetroXpress og 24timer.dk blev først tilmeldt FDIM-målinger i sommeren 2008.
Kilde: FDIM.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også