Nyt projekt gør mikrobetaling mulig for netaviser

Om få måneder er Frank Rasmussen, manden bag Telmore og Bibob, klar med et system, der kan håndtere mikrobetalinger for indhold på netmedier.
MediaWatch

Micropayment.dk er navnet på et nyt udspil, der gør det muligt at håndtere indbetalinger af millioner af små beløb ned til 50 øre for eksempelvis at kunne læse en artikel.

"Transaktionen skal være helt usynlig, hvis bare der er penge nok på kontoen," siger Frank Rasmussen til Dagbladet Børsen.

Han har netop solgt teleselskabet Bibob til Telenor for 93 mio. kr. og mener, at han er manden for at revolutionere forretningsmodellen for net-avisernes nyheder på nettet.

Systemet skal være passwordfrit, uden gebyrer og kun med behov for oprettelse en enkelt gang, siger Frank Rasmussen endvidere til Børsen. Han forventer at systemet vil være klar inden for nogle måneder, det er allerede præsenteret for flere mediehuse, som i øvrigt ikke skal tynges med udviklingsudgifterne til projektet. Det er tiltænkt at gå ud over landets grænser og derved tjene sig ind.

Ideen går stik imod den udmelding koncernchef Lisbeth Knudsen kom med tidligere på ugen. Her var udgangspunktet, at der ikke kan kræves betaling for nyheder på de brede nyhedssites såsom berlingske.dk, men kun for særlige 'infopakker' og nichenyheder.

En tankegang der i øvrigt bakkes op af direktør i Peytz & co., Christian Peytz og VG-chef Torry Pedersen.

Også JP/Politikens adm. direktør Lars Munch har åbnet døren på klem for betaling på netavisen.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også