Superliga giver tv2sport.dk 30.000 flere brugere

Videoklip og live streaming af superliga-kampe trækker brugere til TV 2 Sports site.
MediaWatch

Fra februar til marts har tv2sport.dk fået ca. 30.000 flere unikke brugere med ca. 97.000 brugere i marts, viser tal fra Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM).

"Den store stigning i besøgstallet fra februar til marts skyldes blandt andet SAS Ligaen, hvor vi har haft stor succes med at tilbyde live-kampe. Tidligere på året havde vi så stort et rykind på kampen mellem Brøndby og FCK, at vores servere ikke kunne følge med. Det lærte vi en masse af, og vi har efterfølgende fået justeret teknikken, så vi kan håndtere mange flere samtidige brugere. Vi har i det hele taget oplevet en stigende interesse for SAS Ligaen i dette forår, hvor også seertallene på tv er steget voldsomt i forhold til samme tid i fjor, så man kan roligt tale om en positiv trend," siger pressechef på TV 2 Sport, Bo Andersen.

Mere indhold og større integration
I de kommende måneder vil TV 2 Sport opgradere udvalget af multimedieindhold.

"Vi vil naturligvis gerne have endnu flere brugere på tv2sport.dk, men den kommende tid vil primært handle om at skabe mere indhold, som kan få de eksisterende brugere til at bruge mere tid på sitet. Det vil vi bl.a. gøre ved at skabe flere billedgallerier baseret på vores mange rettigheder samt at styrke integrationen mellem tv og web," siger Bo Andersen.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også