Yahoo fyrer efter skidt kvartal

Svigtende annonceindtægter får Yahoo til at skære i staben, og 700 medarbejdere verden over må således forlade koncernen.
Zandra Damsgaard

Yahoos nye topchef Carol Bartz (foto) svinger nu kniven over sin medarbejderstab.

I forbindelse med afrapporteringen af resultatet for årets første kvartal tidligere på ugen, meddelte internetselskabet afskedigelsen af i alt cirka 700 medarbejdere svarende til 5 pct. af den samlede stab på verdensplan.

”Yahoo er ikke immun over for den aktuelle økonomiske nedgang,” udtalte Carol Bartz i regnskabsmeddelelsen.

Selskabets bruttoindtægter lå i årets første kvartal 13 pct. lavere end i samme kvartal sidste år og talte 1,58 milliarder dollars eller godt 9 mia. kr. Hovedårsagen til den vigende tilgang af friske dollars er naturligvis en faldende annonceomsætning.

Ud over fyringerne vil Yahoo foretage besparelser på andre områder, lyder det.

Pres fra flere sider
Internetgiganten har det seneste år været det kaotiske centrum for fejlslagne, om end ikke alle frivillige, samarbejdsplaner med Microsoft og Google. I kølvandet på den ledelsesmæssige tumult og den verserende økonomiske krise har kursen på Yahoo-aktien været for nedadgående.

60-årige Bartz overtog i begyndelsen af året direktørstolen fra stifteren Jerry Yang og har blandt andet til opgave at genoprette tilliden til Yahoos hårdtprøvede aktionærer.

“Selvom vi oplevede pres på både banner- og søgeordsannoncering i første kvartal, mener vi, at Yahoo fortsat er et af de bedste annoncekøb på internettet,” lød meldingen fra Carol Bartz til aktionærerne blandt andet.

Af samme grund er Yahoo-topchefen overbevist om, at Yahoo vil genvinde fordums storhed, når annoncevæksten på internettet atter begynder at tage fart.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også