Egmont rykker på nettet

Mens Egmonts danske magasiner lever et forholdsvis stille liv på nettet, taler man om 'historisk satsning' på det norske marked.
Tine Brødegaard Hansen

Danmarks tre store bladhuse, Aller Press, Egmont og Bonnier Publications sidder tungt på det danske marked for ugeblade og magasiner og har printindhold nok til at kunne tapetsere samtlige parcelhuse i landet og flere til. Alligevel er strategien stort set ens, når det gælder nettet. Hvert blad har sit eget site med links til koncernens øvrige medier.

Sådan spiller tastaturet ikke i Norge, når det gælder Egmonts strategi for magasinindholdet, hvor lanceringen af klikk.no i september 2008 blev kaldt "Historisk satsning fra bladkæmpe" af mediesitet kampanje.com.

"Udgangspunktet for klikk.no er indhold, hvor vi har et knowhow via vores magasinudgivelser, som kan bruges til at skabe en bred portal med 11 forskellige vertikaler eller emneområder," siger Kjeld Lucas den danske direktør for Egmonts magasindivision.

Derudover deler klikk.no indhold med Mediehuset Nettavisen, som er ejet af Egmont og A-pressen.

Skal være blandt de fem største redaktionelle sites
Også i Norge er nyhedsmediernes sites blandt de mest besøgte, men de prominente positioner får de ikke lov at beholde, hvis det står til Kjeld Lucas.

"Klikk.no skal være blandt de fem mest besøgte redaktionelle sites i Norge."

Målet ved lanceringen var 500.000 unikke besøgende om ugen, og den norske Gallup-måling for uge 14, viser at klikk.no havde ca. 514.881 unikke besøgende og indtog en 16. plads på toplisten.

I Danmark er strategien mere forsigtig, den store forskel er, at mens Egmont er den største bladudgiver på det norske marked, har Aller Press den rolle i Danmark.

"Vi har startet satsningen i Norge, men vi kører forskellige strategier i de forskellige lande. Det er klart, at gode erfaringer fra et land kan blive overført til et andet. I Danmark satser vi på de enkelte brands i første omgang og arbejder mest med Eurowoman og Alt for damerne. Nogle af vores danske sites er mest visitkort for bladene, og det er helt bevidst. Vi vil hellere satse meget på nogle få sites end lidt på alle."

'Damernes' flotte brugertal
Når det gælder ambitionerne for, hvad magasinerne skal kunne på nettet, handler det om at skabe en position, der svarer til bladets position på magasinmarkedet, lyder det fra Kjeld Lucas.

Da Egmonts kvindeblade er blandt markedets mest læste, er ambitionerne dermed høje. I februar måned havde eurowoman.dk et brugertal på 22.553. Til sammenligning havde Benjamin Medias costume.dk et brugertal på 24.708 ifølge tal fra Foreningen af danske interaktive medier (FDIM).

Størstedelen af net-ressourcerne går dog til Alt for damerne, der i samme måned havde 37.466 brugere sammenlignet med Feminas 19.051 brugere.

Fakta
Egmont sætter stadig penge til på nettet, men har afsat 100 mio. kr. til digitale investeringer i 2009 fordelt på de skandinaviske lande, trods en samlet koncernspareplan på ca. en halv mia. kr.

I Norge er Egmont den største blad- og magasinudgiver. I 2008 opkøbte Egmont den sidste rest af det over 100 år gamle bladhus Hjemmet Mortensen.

Hjemmet Mortensen A/S havde i 2008 et driftsresultatet på 133,2 mio. norske kroner sammenlignet med et driftsresultat på 165,7 mio. norske kroner i 2007.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også