Googlechef til aviser: Tænk på læserne

Misbruger Google avisernes indhold til at tjene spandevis af penge, eller skal aviserne takke Google for at gøre deres indhold søgbart? Diskussionen bølgede på aviskongres i USA.
Tine Brødegaard Hansen

"Jeg opfordrer alle til at tænke over, hvad jeres læsere vil have. Disse er i sidste ende forbrugerdrevne forretninger, og hvis I irriterer nok af dem (forbrugerne, red.), vil I ikke have flere tilbage," sagde Googles øverste chef Eric Schmidt til avis-bosser fra hele USA på Newspaper Association of Americas (NAA) årlige konference, skriver bbc.co.uk.

Det var en reaktion på en kritik fra avisudgiverne, der også lyder i Danmark, og går på, at Google bør dele sin enorme fortjeneste på at gøre indhold søgbart med leverandørerne af det, heriblandt den hårdt pressede avisbranche.

Googles svar er, at søgemaskinen er med til at drive trafik og dermed annoncekroner til andre sites såsom nyhedssites.

Eric Schmidt roste endvidere avisudgiverne for at være hurtige til at se nettet som en forretningsmodel, da det var i sin vorden, men siden er branchens initiativer stagneret, hvilket har givet mulighed for, at virksomheder som Google kan overtage indholdsdistributionen.

Læs flere pointer fra debatten på bbc.co.uk.

Direktør for Google Danmark, Peter Friis, har tidligere over for MediaWatch, advaret medierne om en 'silotankegang'.


 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også