Anmeldelse: Den lange hales afløser

Kun de ydmyge opnår magt med sociale teknologier. Det er en af konklusionerne i en ny bog, der vinder stort på cases og værktøjer, mener anmelder Peter Svarre.
Peter Svarre

I sidste uge udkom bogen "Groundswell - vinderstrategier i en verden af sociale tekonologier". Her anmelder User Experience Director Peter Svarre fra Hello Group bogen, der ligner noget nær en ny klassiker og obligatorisk læsning for alle, der vil vinde med sociale teknologier:

"Man skal have levet meget langt ude på landet eller i et tibetansk munkekloster, hvis man ikke har bemærket, at internettet og menneskers brug af internettet har undergået radikale forandringer de seneste par år. I den vestlige verden er det vel efterhånden de fleste, der enten er medlem af et online socialt netværk som Facebook eller anvender brugerskabte websites som Youtube eller Wikipedia.

Og denne tendens er bestemt ikke gået ubemærket hen. De seneste år har Amerikanske forfattere som Chris Anderson, Rod Beckstrom og James Surowiecki sprøjtet bøger ud, der har forsøgt at forklare den nye tendens som henholdsvis en lang hale, en søstjerne eller massens visdom.

Ny bog efterfølger
Nu er bogen ”Groundswell – Winning in a World transformed by Social Technologies” udkommet i en dansk udgave på Børsens forlag. Bogen fanger på sin vis an, hvor de førnævnte forfattere stoppede. Hvor Chris Anderson med flere skabte en metaforisk forståelsesramme, som var nyttig til at hitte hoved og hale i den lange hale, er Groundswell en bog, som ikke tilbyder meget i retning af smarte teorier, men som til gengæld indeholder en spækket værktøjskasse fyldt med gode cases, konkrete retningslinier og advarsler for de virksomhedsledere, som allerede har Chris Anderson stående på hylden, men som nu har besluttet sig for at tage skridtet ind i den nye verden af sociale teknologier – den verden som bogens forfattere giver navnet ”understrømmen”.

De to forfattere Charlene Li og Josh Bernoff er henholdsvis tidligere og nuværende analysekonsluenter for Forrester, og mange af bogens konklusioner er derfor baseret på virkelige observationer og erfaringer fra Forrester projekter, hvilket giver bogen en befriende jordnær og praktisk tilgang til emnet. Hvis man skal trække en enkelt vigtig pointe ud af bogen, er det da også den ganske uprætentiøse konklusion, at det kun er de ydmyge, der vil vinde og arve verden af sociale teknologier.

Kan ikke beherskes
Det lyder jo næsten religiøst, men i virkeligheden er det bare en simpel konstatering af, at alle de virksomheder, der har haft succes med understrømmen er startet med små projekter, der har forsøgt at løse simple problemer ved at bringe mennesker sammen ved hjælp af nye teknologier. Og fællesnævneren for alle disse projekter er næsten altid, at de sociale behov kommer i første række og teknologien i anden række. Den succesfulde entreprenør i understrømmen – om hun så ejer sin egen virksomhed eller er understrømsevangelist i en multinational virksomhed – er i langt de fleste tilfælde en person, som forstår, at understrømmen ikke kan beherskes, men at den tværtimod skal overtales, overbevises, charmeres og behandles som ligeværdig sparringspartner i forhold til virksomhedens behov.

Bogens væsentligste bidrag ligger i den systematiske beskrivelse af de fem forskellige måder, hvorpå virksomheder kan træde ind i understrømmen.

1. At lytte til understrømmen
2. At tale med understrømmen
3. At tilføre understrømmen energi
4. At hjælpe understrømmen med at klare sig selv
5. At inddrage understrømmen

Hver af disse strategier beskrives i detaljer med konkrete retningslinier og en lang række cases fra større og mindre virksomheder, der har haft succes med understrømmen – og måske endnu vigtigere – virksomheder, der har fejlet i deres forsøg på at træde ind i understrømmen.

En vigtig pointe er, at forskellige strategier egner sig til forskellige virksomheder, kunder og produkter. En vinderstrategi for én virksomhed kan være den sikre vej til fiasko for en lignende virksomhed med en helt anden kundegruppe. Bogen bliver på den måde en praktisk manual for alle virksomheder , der har forstået vigtigheden af understrømmen, men som stadig tøver i forhold til, hvordan man tager det første skridt. Og selvom bogen næppe opnår samme stjernestatus som andre web 2.0 bøger, er den på alle måder læseværdig og værdig til vurderingen fem ud af seks stjerner."

Charlene Li og Josh Bernoff: "Groundswell – vinderstrategier i en verden af sociale tekonologier", 296 s., 460 kr. Børsens Forlag. Er udkommet.

Peter Svarres karakter (max 6): 5 stjerner

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også