Information ønsker Google News

Avisen.dk og Information opgav gladeligt modstanden mod Google News. Men den er stadig stærk hos store medieselskaber og Danske Dagblades Forening.
Tine Brødegaard Hansen

For nylig opfordrede Google-direktør Peter Friis mediehusene til at droppe frygten for Google News:

"Jo mere printmedierne afskærer sig fra resten af nettet, f.eks. ved at fravælge trafikboostere som den gratis, ikke-annoncefinansierede tjeneste Google News, fravælger de samtidig trafik fra brugere, der kunne øge interessen for printudgaven," sagde Peter Friis til MediaWatch.

Diskussionen har bølget i flere år, men modstanden i de danske mediehuse er stadig stor, bekræfter chefjurist i Danske Dagblades Forening, Holger Rosendal:

"DDF's holdning til gentagen og systematisk brug af dybe link til dagbladenes indhold i kommercielt øjemed er uændret," skriver han i et mailsvar.

Ikke enig med DDF
Men det er langt fra alle printmedier, der er modstandere af Google News, som baserer sig på, at medierne frivilligt og gratis tillader Google at indeksere deres nyheder på et særligt site, som det blandt andet er sket i Norge, Sverige samt talrige andre lande.

Dagbladet Informations chef for nye medier, Nikolai Thyssen, vil meget gerne byde Google News velkommen. Men tilnærmelserne er indtil videre strandet på de store mediers modstand eller nøl.

"Information er et af de medier, der har henvendt sig til Google og fra starten gerne ville være med. Jeg er ikke enig i Danske Dagblades Forenings (DDF) vurdering af, at det er problem i at Google News linker dybt (DDF har sagsøgt nyhedstjenesten

Newsbooster

for at linke 'dybt', altså direkte til artiklerne, frem for mediernes hovedsite, red.). Det er at have mistillid til internettet og at lukke sig uden for det og i stedet linke til hinanden."

Google linker direkte til nyhedsartiklen med angivelse af navnet på mediet og et kort udsnit af nyheden, som her, samt relaterede artikler. Det er et oplagt redskab til at skabe mere trafik og giver den originale journalistik bedre vilkår, mener Nikolai Thyssen.

Kan du ikke pege på nogen problemer ved Google News?

"Hvis man synes, at den avis man laver skal indgå i nettes vidensøgning, så er det ikke noget problem. Men de store medier vil gerne brande sig selv på, at være det sted man starter på nettet hver morgen og tror at brugerne kommer ind via forsiden," siger Nikolai Thyssen og tilføjer:

"Google udvælger nyhederne og samler dem i nyhedsklynger med relaterede historier. Den artikel, der fylder mest er den bærende artikel, det understøtter ordentlig journalistik, frem for at journalisterne skriver af efter hinandens historier, fordi medierne mangler penge."

Tryk Google i hånden
Peter Svarre, der i dag er User Experience director i Hello Group, var for halvandet år siden ansvarlig for Avisen.dk og kontaktede i den forbindelse Peter Friis om Google News.

"Hvis jeg var redaktør på Berlingske eller Politiken, ville jeg trykke Peter Friis i hånden og sige tak for at bringe Google News til Danmark," siger Peter Svarre, der for nylig har skrevet et blogindlæg, hvor han blandt andet citerer Berlingske Medias koncernchef, Lisbeth Knudsen, der fortsat er modstander af Google News.

"Det er absurd, at der er en lille gruppe af de danske dagblade der mener, at deres indhold bliver stjålet, når man befinder sig i en verden, hvor links er noget af det bedste, man kan få. De store dagblade vil gerne have folk ind via forsiden, da jeg var på Avisen.dk, gjorde vi det i stedet nemt for søgemaskinen at finde artiklerne, så brugerne kunne komme direkte til dem," siger Peter Svarre.

"Google News er jo bare et distributionssite, hvor man linker til artikler fra forskellige medier, og hvor trafikken ender på de enkelte sites. Det er en anden måde at samle nyheder på, der giver mere overblik, end de RSS-feeds mange bruger. I stedet for at sagsøge den slags tjenester, burde dagbladene trykke dem i hånden."

Mister brugere
IT-kommentator på Berlingske Tidende og freelancer, Dorthe Toft, tror også at tiden er løbet fra mediehusenes holdning.

"Jeg kan godt forstå, at medierne vil have trafik til hovedsitet, men tiden er løbet fra den holdning, man kan ikke sætte propper i hullerne, brugerne finder informationen på lettest mulige måde, hvis medierne stiller sig i vejen, mister de i sidste ende brugerne."

Det er vigtigt at holde fast i, at redaktionelt indhold koster penge at producere, understreger hun, men medierne må have tillid til, at når først brugeren er ledt ind på deres nyhedssite, bliver de der.

"Når man først har klikket sig ind på et medie, vil det ofte kunne fortælle, at man kan læse flere artikler. Medierne kan holde læserne inde i universet, hvis de har noget godt at byde på," siger Dorthe Toft.

Læs mere
I en kommentar tidligere på året, understreger DDF, at "Google kun er dagbladenes venner, hvis de betaler for indholdet"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også