Mediemarkedets udfordringer anno 2009

Hvem bliver gratisaviskrigens næste offer? Hvad sker der med TV 2? Kan kommerciel radio overleve? Læs Anker Brink Lunds bud her.
Tine Brødegaard Hansen

Medieforsker Anker Brink Lund gav sit syn på mediebranchens aktuelle situation og udfordringerne for 2009 på en konference torsdag, arrangeret af Institut for Konjunkturanalyse og Dansk Kommunikationsforening torsdag. Han ser tre hovedpunkter:

1. Gratismedier bliver reglen snarere end undtagelsen. Det bliver svært at få betaling for web-tjenester.

2. Slut med analogt tv. Der udbryder ramaskrig blandt danskerne, som får svært ved at forstå, at de skal købe nyt udstyr og hvilket for at kunne modtage færre kanaler. Boxer udfordrer kabeltv som gatekeeper og spændingen står om, hvem der kommer til at konkurrere med DR og TV 2, og hvordan det vil påvirke seningen, at det bliver muligt at vælge mere selektive tv-pakker.

3. Nye mediepolitiske spilleregler og omfordeling af mediestøtten.

En mand med mange venner
Lige nu har Anker Brink Lund, med egne ord, rigtig mange venner, mens det til næste år kan blive nødvendigt at emigrere ...

Det skyldes, at han i samarbejde med Preben Sebstrup arbejder på udredningsprojektet om den fremtidige mediestøtte. Hvad resultaterne er mundet ud i indtil videre, bliver først offentliggjort på en midtvejskonference 30. september.

Dog slap det ud, at han mener, at planen om replanlægning af FM-båndet er "tåbelig" og ikke kan give kommerciel radio en fremtid. En fremtid han i det hele taget har svært ved at få øje på.

TV 2 i dyb krise
Også når det gælder tv-markedet vil der ske store forandringer. TV 2 har fundet sammen med SBS om at levere nyheder til den nye radio, Nova FM. Og det bliver ikke den sidste partner, som TV 2 bliver nødt til at kurtisere, hvis stationen skal overleve. Den er nemlig i langt dybere krise, end de fleste har indset.
 

Krisen skyldes ikke kun en lovlig foretagsom adm. direktør, som Per Mikael Jensen, eller de verserende EU-sager, der sætter et milliardbeløb på spil, hvis konklusionen bliver, at stationen har modtaget ulovlig statsstøtte.

Det er selve TV 2's forretningsmodel, der er til rotterne. Til november næste år, mister det tidligere tv-wonder sit de facto monopol på at sende landsdækkende reklamer, når det analoge sluk åbner for en eksplosion af digitale kanaler. Boxer har indtil videre gjort plads til 29 digitale tv-kanaler.

Spørgsmålet er, om politikerne må droppe kravet om public service-forpligtelser til TV 2 og om tv-stationen repræsenterer en værdi, der gør at den er mulig at privatisere.

Ingen hoveren over Nyhedsavisens lukning
Ikke overraskende lå Nyhedsavisens lukning Anker Brink Lund på sinde. Han lagde ud med at blæse en slide op med et af sine egne citater, som avisens bestyrelsesformand, Svenn Dam, i sin tid rejste landet rundt og gjorde grin med:

"Det er usandsynligt, at de kommer igennem med projektet."

Den der ler sidst, ler bedst, men der hørtes ingen hånlatter fra Anker Brink Lund over Nyhedsavisens skæbne, for avisen dækkede et hul i markedet, som de landsdækkende betalingsdagblade er for traditionelle og for stof- og indholdstunge til.

Næste offer i gratisaviskrigen kan meget muligt blive Metroxpress' adopterede lillesøster, 24timer.

Det afhænger primært af annoncørerne, for selvom ikke mange læser begge gratisaviser, så er spørgsmålet stadig, om det kan svare sig for annoncørerne at være til stede i begge gratisaviser.

På en skala fra moderne til traditionel og fra seriøs til underholdende trækker Urban og Metroxpress i den moderne retning. Den første ved at være ung, den anden ved at være international. Nyhedsavisen placerede sig derimod tæt på aksens smørhul.

 

FAKTA

Andre overskrifter hos Anker Brink Lund:

Konsolideringer uden om Danmark
Der sker bemærkelsesværdige konsolideringer på det skandinaviske marked, som danske medievirksomheder er for små og for traditionelle til at blive en del af, påpeger Anker Brink Lund og fremhæver samarbejdet mellem Metro International og Schibsted som et godt eksempel. Norske Schibsted har således købt 35 pct. af svensk Metro, som har lukket gratisavisen Punkt Se, der var tabsgivende og mange flere typer samarbejder kan være på vej.

Fremtid med fusioner
Fremtiden byder på endnu flere fusioner på mediemarkedet. Selvom journalister per definition opfatter fusioner som en trussel mod et mangfoldigt mediebillede, hænger det næppe sådan sammen, hvis man tænker på det fusionerede JP/Politikens Hus, der ikke har gjort Jyllands-Posten og Ekstra Bladet mere lig hinanden, pointerede Brink Lund.

Journalistikken udfordres
Mens annonceomsætningen er faldende, når det gælder traditionelle medier, bortset fra de største på nettet, er annoncevæksten på ikke-journalistisk baserede medier stigende, det gælder f.eks. adresseløse forsendelser, in-store og outdoor reklamer ifølge Anker Brink Lund.
Ser man på 'The Long Tail' for sites i Danmark, og altså tæller de sites med, der ikke nødvendigvis er de mest besøgte, men som i antal og i det lange løb alligevel er betydningsfulde, er der masser af ikke-medieudgivere iblandt.

Toppen inkluderer Eb.dk, Dr.dk og Tv2.dk, men ikke-medievirksomheder er også nyhedsleverandører i dag. Når Toyota ligger på en 500. plads, er det fordi brugerne ikke vil vente på, at Ekstra Bladet laver en test af en af de nye biler, de går selv ind og læser om den på Toyotas site.

Kun 15 pct. af danskernes net-brug er knyttet til medievirksomheder og der bruges langt mindre tid sammenlignet med f.eks. sociale sites.

Public service for private money
I uge 46 gennemfører han undersøgelsen 'Nyhedsugen', bl.a. i samarbejde med medieforsker Ida Schultz, der skal afdække nyhedernes fødekæde.

Hypotesen er, at fødekæden fortsat begynder hos dagbladene, alligevel er der ingen tvivl om, at de er nogle af markedets mest pressede spillere. Spørgsmålet, de to stiller, er, om vi kan blive ved at argumentere for, at medierne leverer public service for private money - og som de får statsstøtte til.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også