Freeway relancerer dating-site

Netdate.dk skal nu rettes mod unge fra 15-27 år, det er mange af Freeways øvrige sites også, men koncernen frygter ikke kannibalisering.
Tine Brødegaard Hansen
Netdate.dk skal nu rettes mod unge fra 15-27 år, det er mange af Freeways øvrige sites også, men koncernen frygter ikke kannibalisering.

"Netdate blev oprindeligt opkøbt af Freeway i 2002, men har ikke haft tilstrækkelig fokus da Dating.dk har været kerneforretningen, og Netdate primært var et alternativ for at give konkurrenterne modspil på flere fronter," siger direktør for sitet Jonas Cronfeld.

Forventningen er, at Netdate inden for kort tid bliver det førende datingsite for unge mellem 15-27 år. Men Freeway-ejede sites som Arto.dk, Danmark by Night med flere kombinerer allerede dating-aspektet med andre sociale værktøjer.

Æder Freeway ikke af trafikken på sine andre sites ved nu at lancere endnu et tilbud til unge?

"Vores erfaring er, at selvom de unge er på et site udelukker det ikke, at de også bruger andre sites, men nogle bruger de så mere end andre."

Problemet med Netdate var, at de 187.000 brugere ikke var aktive nok. Jonas Cronfeld har ikke konkrete forventninger til stigningen på sitet, men inden for de første fire dage efter relanceringen har sitet snart 200.000 brugere, som det nu gælder om at gøre loyale.

"Brugerne har ikke været særligt aktive, så kommercielt gik det ikke godt nok, sitet har stået stille i noget tid, fordi vi ikke har haft nok fokus på det, men efter fire-fem dage har vi oplevet en mangedobling af omsætningen. Det skyldes, at det er mere attraktivt for brugerne at betale for at være på siden nu og vi har fået bedre dialog med annoncørerne i forhold til at lave mere kreative kampagner."

Er det ambitiøst nok at lave et dating-site til så bred en aldersgruppe som 15-27, nu hvor der er niche-dating-sites om alt fra elite- til håndværker- og golfdating?

"De 187.000 profiler vi har overført fra det tidligere site, viser at der er en stor interesse, nu lancerer vi et debatforum, hvor folk debatterer sex og kærlighed og har allerede modtaget over 9000 debatindlæg."

Der er meget fokus på sikkerhed og på unges adfærd på nettet, hvordan tager I højde for det?

"Brugerne kan opnå troværdighedsmærkater, som man får tildelt af os mod betaling, når man har bevist sin identitet og sendt et billede ind, hvor man tydeliggør, at man er den man siger. Vi validerer deres cpr med deres alder, og så slår vi hårdt ned, hvis vi får mistanke om noget."

Markedet for datingsites er nu så omfattende, at indtil flere sites har slået sig op på at være den ultimative guide til dem, såsom: Datingeksperten, Datingabc, Alt om dating.

Netdate.dk har ifølge FDIMs tal for maj måned 10.354 månedlige besøgende.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også