Matador lagde dr.dk ned

'Matador', 'Rejseholdet' og 'Een gang strømer' var i weekenden med til at tvinge DR's nettv-satsning Bonanza i knæ.
MediaWatch

'Matador', 'Rejseholdet' og 'Een gang strømer' var i weekenden med til at tvinge DR's nettv-satsning Bonanza i knæ. Hakkende film og masser af tekniske problemer.

Det var den oplevelse, der i weekenden mødte seerne på DRs nettv-satsning Bonanza. Weekenden var ellers udset til at være sidens stjernestund, da DR fredag - lige før påskeferien - gjorde en række af mediehusets allerstørste drama-succeser gratis tilgængelige via nettet. Det tvang næsten med det samme systemerne i knæ.

"Problemerne startede fredag da vi blandt andet lagde Matador online. Vi oplevede pludseligt et voldsomt træk på serverne," oplyser Thomas Klinkby, der er redaktør på Bonanza, til Nyhedsbureauet Newspaq.

DR.dk/Bonanza satser meget på at være i dialog med seerne, og problemerne udløste da også voldsomme protester fra de besøgende, og gjorde, at redaktionen bag på deres blog var nødsaget til at undskylde problemerne.

"Vi kan kun beklage de problemer, der måtte skyldes mangler i denne ende, men indtil årsagen er klarlagt tilfredsstillende, bedes man tillade den tanke, at vi ikke laver det her site for at genere nogen. Tværtimod, tør vi godt sige," hed det blandt andet på bloggen, hvor Bonanza-redaktionen forsøgte at svare på mange vrede mails.

Thomas Klinkby har endnu ikke fået præcise rapporter om besøgstallene på siderne i weekenden, men han vurderer, at det var en kombination af mange besøgende og tekniske problemer, der gav problemer på siderne. Han oplyser, at problemerne skulle være blevet løst mandag formiddag, og at Bonanza nu fungerer uden problemer.

DR.dk/Bonanza gik i luften den 16. januar, og har siden debuten haft mere end fire millioner viste programmer. Ifølge Thomas Klinkby er de mest sete elementer på siden børneudsendelser - hvor man blandt andet kan se Bullerfnis, Kaj og Andrea og Busters Verden – og nu også de 'nye' drama-udsendelser. |NP|

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også