Morten Wagner: 24timer kan trække Mingler ned

Freeways Morten Wagner er ikke bekymret over fusionen mellem 24timer.dk og mingler.dk, "fordi 24timer er på vej til at give op".
Tine Brødegaard Hansen

Morten Wagner er glad for at flere nyhedstjenester hopper på den brugerdrevne vogn, så den digitale udvikling styrkes. Freeway søger nemlig inspiration, den kommer bare ikke fra gratisavis-konkurrenterne.

Bekymrer fusionen mellem 24timer.dk og mingler.dk dig?

"Næh, ikke rigtig. Jeg tænker på, at 24timers oplag er på vej ned. De er nok de første på listen til at give op, de har jo opgivet husstands-distributionen, så for mingler.dk er det den forkerte hest at holde på," siger Morten Wagner til MediaWatch.

Den vurdering ligger ikke overraskende langt fra direktør for digitale medier i JP/Politikens Hus, Klaus Nyengaards kommentar oven på fusionen:

"Fusionen er godt for begge parter, den giver langt mere udviklingskraft. Vi kigger løbende på webtjenesterne og så gik det op for os i slutning af 2007, at vi kunne få et bedre site ud af Mingler ved at sætte det sammen med 24timer. Mingler er ikke så kendt, de er ved at bygge egne communities op, så det passede godt med vores visioner for 24timer."

Klaus Nyengaard afviser at fusionen sker som et planlagt modtræk til Freeways involvering i avisen.dk.

"Vores idé stammer fra november længe før samarbejdet mellem Nyhedsavisen og Freeway blev lanceret. Alle nyhedsmedier må tage brugerinvolvering seriøst, der skal 24timer.dk være en af de mest brugerdrevne sites. Der er stadig meget redaktionel styring på populære sites som Ekstra Bladets Nationen, dr.dk og tv2.dk. På 24timer.dk vil det mest være brugerdrevet med kommentarer, blogs og kommunikation."

Det sene udspil om den digitale strategi skyldes, at fokus har ligget på avisen og at den tekniske udvikling har taget nogle måneder, oplyser Klaus Nyengaard.

Morten Wagner kan godt se perspektiverne i samarbejdet, men forholder sig tvivlende over for om de vil blive indfriet.

"Det er et spændende tiltag. Der er meget de kan gøre bedre og jeg har da mange tips til, hvad de kunne gøre."

Hvor meget fokus har I på de andre gratisavisers digitale tiltag?

Vi sigter opad i stedet, vi ser på ekstrabladet.dk og får inspiration derfra, man må gå efter de bedste. Vi kommer til at give den alt det gas vi kan og med mindre 24timer finder en partner der er stærkere end Freeway bliver det svært for dem.

Kan du fortælle mere om jeres konkrete planer for avisen.dk?

I første omgang skal den op at køre mere stabilt, vi har arbejdet i døgndrift på sitet i en måneds tid, men når det er oppe at køre vil vi trække på de kreative muligheder fra vores andre sites. Man må kravle før man kan gå, så vi skal nok komme med noget. Men så længe det kører i en betaversion er det klart, at det ikke udfordrer nogen.

Hvad er jeres konkrete forventninger til trafikken?

Vi arbejder ikke med forventninger som man gør i en traditionel forretningsmodel, hvor man tænker 2-4 år frem i tiden og regner på, hvor man så er. Vi giver den bare gas og tilretter tingene på dagsbasis. Men mit indtryk er, at JP/Politiken er ved at vågne lidt op og blive mere smidige og nutidige i deres tilgang. De har været vant til at være mastodonter på markedet, som kunne gøre hvad de ville, når de ville, men alt det er ændret, nu må alle være kreative med deres forretningsmodeller.

Du har været ude at sige, at sitet i høj grad skal baseres på det brugerne vil have...

Ja, det er det vi vil i kombination med at det skal være meget brugerdrevet. Men vi har ikke umiddelbart nogen dyb plan endnu. Først skal sitet køre, så er der plads til at give det mere personligt præg. Men jeg har også sagt, at netartiklerne gerne må være op til 50 pct. længere for man vender sig mere og mere til at læse nyheder på nettet. Men igen, hvis brugerne ikke vil have det, så laver vi det om igen.

Oplaget falder jo på de traditionelle aviser og det er klart. En to kg. tung avis er simpelt hen for analog, de fleste sider bladrer man jo henover, på nettet ville det kræve 20 klik, og det ville man jo aldrig acceptere. Det er logisk at der kommer en ny tid, hvor brugerne vil have instant satisfaction. Det ser man jo også med IPTV. Man vil se film når det passer en og ikke når det passer DR at sende dem. Lige sådan med nyheder, det skal man være gearet til at levere.

Vil I lade jer inspirere af sites som GNN, hvor brugerne bestemmer prioriteringen af nyhederne?

Det har vi ikke tænkt på, det er ikke sådan, at vi går væk fra at journalisterne bestemmer over indholdet. Nyheder går jo aldrig af mode, så det er ikke det første skridt at gå i den retning med det brugerdrevne indhold. Men måske er GNN en model man engang vil kunne bruge, hvis man finder dygtige brugere rundt omkring. Til forskel fra de andre nyhedssites, har vi allerede 800 fotografer fra konceptet Denmark by night. Dem ville vi kunne sende ud lokalt til nyhedshistorier der pludseligt opstår.

Hele netværkstanken skal dyrkes mere. Hvis vi sammenligner mediebilledet om tre år med, hvordan det ser ud nu, vil man tage sig til hovedet. Men vi ser ikke dommedagsagtigt på, at nogle spillere bliver vindere og andre tabere. Nogle tror at Freeway ønsker at dominere det hele, men det er i den digitale sags tjeneste at fremme udviklingen generelt, så Danmark bliver førende på internettet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også