X Factor booster avissalg

Både BT og Ekstra Bladet melder om pæne salgsstigninger, når de har X Factor på forsiden.
Thomas Bech Hansen
Både BT og Ekstra Bladet melder om pæne salgsstigninger, når de har X Factor på forsiden.

At X Factor er godt avisstof, er redaktørerne på BT og Ekstra Bladet enige om. Således fortæller begge avisers chefredaktører, at salget stiger med mellem 3-5000 eksemplarer, hver gang der er historier om sangkonkurrencen i avisen. Det er primært fredag og lørdag.

"Det er fantastisk godt stof, fordi mange seere har fået et følelsesmæssigt engagement i konkurrencen, med sympatier og empatier for de forskellige deltagere og dommere", siger Peter Brüchmann fra BT.

Hos Ekstra Bladet har man tilmed oplevet stor interesse for at diskutere programmets udvikling i avisens online debatforum, Nationen:

"Fem minutter efter udsendelsen har vi 4-500 debattører på Nationen, og de er altså ret ivrige for at diskutere showet. Jeg tror aldrig, jeg har set noget lignende før", siger Poul Madsen. Han vurderer, at X Factor vil ende som en større salgssucces for avisen end Vild med dans var i sin tid.

De to aviser er delte på spørgsmålet om, hvorvidt det er mest interessant at følge dommerne eller deltagerne.

"De kendte dommere er mest interessante, frem for de ret ukendte sangere", siger Poul Madsen, mens Peter Brüchmann også ser et potentiale i deltagerne:

"Personerne bliver mere interessante og folder sig mere ud som konkurrencen skrider frem, og der er det interessant for os at gå tæt på dem og for eksempel skrive noget om deres baggrund".

Begge redaktører er dog enige om, at når X factor er slut, er det også slut med interessen for at læse om dommerne og deltagerne i avisen.

"Når showet ikke kører mere, er det forbi. Måske kan dommerne være interessante, men deltagerne har haft deres femten minutters berømmelse", siger Poul Madsen.

Peter Brüchmann vurderer også, at især deltagerne bliver uinteressante efter showet er helt slut:

"De bliver forholdsvist hurtigt almindelige igen".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også