Nyhedsavisen udskyder ny netavis

Nyhedsavisen udskyder sin planlagte fornyelse af Avisen.dk og indgår samarbejde med Freeway.
MediaWatch

Nyhedsavisen udskyder sin planlagte fornyelse af Avisen.dk og indgår samarbejde med Freeway. Avisen skulle efter planen have været klar med en relancering af siden i januar.

Men det bliver nu udskudt på grund af tekniske problemer. Online-direktør Marianne Leth fortæller til Newspaq, at datoen for relanceringen ikke er fastlagt endnu, men at det meget gerne skulle blive inden årets første kvartal er omme.

"Vi kan ikke give en eksakt dato, for vi sidder lige nu og tester det bagvedliggende system. Jeg forventer meget, at vi relancerer i februar. Ellers bliver det nok i begyndelsen af marts," siger hun.

Med relanceringen bliver der tale om et helt nyt site, der ikke bygger på det gamle. "Det er ikke tale om en relancering af det eksisterende site. Der er tale om et helt nyt og bredere site med nyt design. Vi har også været ude at lave partneraftaler med leverandører af nyheder om f.eks. film og bøger, så der kommer til at være en del stof, som vi ikke selv producerer," fortæller Marianne Leth.

Det nye Avisen.dk kommer foruden nyhedsdelen til at omfatte mere brugerservice. "Sitet kommer at indeholde flere brugerservices som rss-feeds og widgets. Vi vil også prøve at ramme flere specifikke målgrupper, så der bliver også tale om services som f.eks. spil til børn og flere ting, der retter sig mod kvinder," afslører onlinedirektøren.

Nyhedsavisen blev for nylig delvist overtaget af et konsortium bestående af blandt andet IT-investoren og Skype-millionæren Morten Lund og internetselskabet Freeway. Freeway erklærede ved overtagelsen, at de ville sørge for en relancering af Avisen.dk i løbet af første kvartal 2008.

Den nye webavis kommer da også til at indgå i et samarbejde med Freeways sites, for at få gensidig del af trafikken på websiderne. "Freeway har en masse ting, men vi har ikke set den nye konstellation som integreret samarbejde. Vi ser det mere som et add-on til de eksisterende produkter, hvor vi vil arbejde med den trafik, de sidder med for at få brugere fra deres produkter og omvendt," fortæller Marianne Leth.

Hun lægger ikke skjul på, at det bliver en stor forløsning, når sitet endelig bliver relanceret, da arbejdet begyndte helt tilbage i efteråret: "Vi har jo arbejdet med det siden august, så jeg kan næsten ikke tænke på, hvordan det bliver. Vi glæder os og forventer meget." |NP|

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også