Analyse: Forsigtig mediebrug på mobilen

Mobilen står ikke i massivt gennembrud som medieplatform, men analyse lover udvikling, hvis medierne vil spille med.
Per Fanefjord Laursen
Mobilen står ikke i massivt gennembrud som medieplatform, men analyse lover udvikling, hvis medierne vil spille med.

Mobilen bruges efterhånden til meget mere end blot samtaler og sms, uden at mobilens rolle som "medieværkstøj" imponerer endnu. Det er den korte konklusion på en analyse af danskernes fornemmelser for mobilen, som Initiative Universal netop har færdiggjort.

"Vi kan f.eks. notere, at brugen af fotokameraet på mobilen er i stigning. Hele 55 procent siger, at de bruger det. Men vi må også konstatere, at kun 25 procent bruger videokameraet," siger Interaktiv Director Christian Strand.

Ud af de knap 20 procent, der selv ved, de har webadgang via telefonen, er det blot 31 procent af dem, der bruger det. Det er dog en stigning fra 26 procent i 2006.

Når brugerne anvender online-adgang fra mobilen, er det langt overvejende til at sende mails, tjekke Messenger, men flere søger nu også sportsresultater, trafik- og vejrinfo.

Christian Strand erkender gerne, at mobilen endnu er et nichemedie, trods en penetration af apparater på 98 procent.

"Ja, den er fortsat et nichemedie, men potentialet er til at få øje på. Branchen har selv initiativet. Brugerne siger i vores undersøgelse, at medieselskaberne skal stille mere indhold til rådighed, som brugerne ønsker. Og teleselskaberne skal holde op med at markedsføre de tekniske landvindinger i ingeniørsprog - men tale om de fordele, man kan få fra mobilen," lyder rådet.

Initiative Universal understreger, at mobilens potentiale for en medierolle er stærkt.

"Hele 80 procent svarer, at de aldrig slukker deres telefon. Det kalder jeg nærvær, og det er stof til eftertanke," siger han og påpeger endvidere, at der skiftes telefon én gang om året i dele af befolkningen, og penetrationen på nye applikationer er stigende med tilsvarende hastighed.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også