Forsker: Online-spil giver medier nye annoncemuligheder

De kommercielle tv-stationer kan sælge annonceplads i online-spil, som de selv udvikler eller giver brugerne adgang til.
Tine Brødegaard Hansen

De kommercielle tv-stationer kan sælge annonceplads i online-spil, som de selv udvikler eller giver brugerne adgang til.

Det siger adjunkt Kjetil Sandvik på institut for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet til MediaWatch. Han forsker bl.a. i strategisk tværmedial kommunikation med særligt fokus på online-verdener og markedsføring.

Online-spil har længe været med til at generere trafik og communities på tv-stationernes hjemmeside. Men de kan indgå mere aktivt i annonce-strategien.

"Brugerne vil ikke bare formidles til, de vil inkluderes, det er online-spil gode midler til at gøre. Her har brugerne indflydelse på indholdet, og er derfor anderledes åbne for reklame-budskaber," siger Kjetil Sandvik.

Reklamebranchen er opmærksom på, at annoncere i computerspil og annoncørerne integrerer i stigende grad computerspil i deres markedsføringsstrategi. Det ses bl.a. i DSB's Harry-spil, i Danægs Hønespillet og Homes Boligspil.

Ifølge Kjetil Sandvik er de store spørgsmål for tv-stationerne, hvordan de henter pengene hjem på de muligheder web 2.0 giver, f.eks. via de online-spil der er gratis tilgængelige på deres sites.

"Med det digitale tv i 2009, vil der blive udviklet programmer, der gør at vi kan springe reklamerne over, derfor handler det for de kommercielle aktører om at sovse reklamerne godt ind i selve produktet, så de ikke kan overses," siger Kjetil Sandvik.

"Product placement i computerspil er et almindeligt syn. Annoncørerne ønsker at være der, hvor kunderne er - eller rettere sagt der kunderne tilbringer tid," siger Kjetil Sandvik.

Han tilføjer, at særligt unge bruger mere tid i computermedierede spilverdener end foran avisen eller fjernsynet. Derfor er reklamer på vægge og som produkter i computerspil blevet en ny og effektiv form for reklame over for denne målgruppe.

"Et amerikansk mediabureau som Massive har specialiseret sig i at formidle reklame-plads i computerspil. Reklamerne er tilpasset computerspillets dynamiske format og opdateres over nettet, sådan at spillere ikke møder den samme annonce gang på gang det samme sted i spillet," siger Kjetil Sandvik.

Kjetil Sandvik oplyser, at markedet for spilannoncer i 2006 blev vurderet til at være på 56 millioner dollar og vil vokse markant i de kommende år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også