Se og Hør opruster online

Se og Hør ansætter folk i hobetal til en massiv satsning på nettet, lyder rygtet i branchen.
MediaWatch

Se og Hør ansætter folk i hobetal til en massiv satsning på nettet, lyder rygtet i branchen. Men den historie er ifølge chefredaktør Henrik Qvortrup en and.

"Vi har ansat fem nye journalister, hvoraf de tre skal være på nettet, hvor vi i forvejen har to. Så vi opruster stille og roligt," siger han.

Se og Hør ligger nummer 45 på FDIMs topliste for oktober med 179.000 brugere. En meget beskeden placering, når man sammenligner med ekstrabladet.dk, som med en lignende redaktionel profil ligger nummer fem med 1,3 mio. brugere.

Henrik Qvortrup er da heller ikke tilfreds med placeringen.

"Vi vil gerne opad. Man kan sige, at vi nu forholder os til, at nettet er et medie, der er kommet for at blive. Derfor vil vi fremover ofre hjemmesiden mere opmærksomhed og flere ressourcer, og der er da også allerede sket meget på seoghoer.dk i løbet af det seneste halve år," siger han.

Henrik Qvortrup ønsker ikke at sætte konkrete mål for trafiktallet i 2008.

"Se og hør vil gerne opad i tabellen, og med det stofområde, vi dækker, og med vores kendte varemærke burde vi ligge højere end vi gør i dag," siger han.

Henrik Qvortrup har for nylig indgået en aftale med Ritzau, så der fremover vil komme almene nyheder på sitet.

"Det er ikke, fordi vi tror, folk vil klikke sig ind hos os for at læse nyheder fra Christiansborg. Det handler mere om, at man i fremtiden ikke behøver klikke sig væk fra seoghoer.dk for at følge med i nyhederne," siger han.

Aller har foreløbig haft svært ved at finde en model for, hvordan selskabet overfører sin printsucces til nettet, og flere eksperter undrer sig over, at koncernen ikke forlængst har sat et massivt frontalangreb ind på Ekstra Bladet.

Henrik Qvortrup melder hus forbi:

"Det spørgsmål skal I stille højere oppe i koncernen," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også