Folketinget vil have børnene væk fra skærmen med nye podcasts

Et nyt public service-lydunivers til børn mellem 3 og 13 år forventes at gå i luften i slutningen af 2024.
Det bliver ikke en radiokanal, men nærmere et podcastunivers, man sætter i udbud i slutningen af februar, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M). | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Det bliver ikke en radiokanal, men nærmere et podcastunivers, man sætter i udbud i slutningen af februar, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M). | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

De endelige rammer for et nyt public service-lydunivers med podcast til børn i alderen 3-13 år er på plads.

Lyduniverset skal være med til at skabe et alternativ til børnenes skærmbrug, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

”Et godt, ikke-kommercielt medie med lydalternativer til børn, hvor deres tanker og fantasi for alvor kan få lov at tage form, har manglet på den danske mediescene,” siger han.

De fremtidige skabere af lyduniverset skal ugentligt producerer 20 timers nyt indhold, hvor 30 minutter skal udgøre nyheder.

Programmerne i lyduniverset skal desuden omfatte fire af kategorierne: Samfund, kultur, drama, underholdning, viden og musik.

Jakob Engel-Schmidt forklarer, at det ikke bliver en radiokanal men nærmere et podcastunivers, man sætter i udbud i slutningen af februar.

Det blev aftalt at lave et lyduniverset til børn ved medieaftalen i 2023.

At det nu er tættere på at blive til virkelighed, glæder Radikales kultur- og medieordfører, Zenia Stampe, da Radikale havde det som hovedkrav ved medieforhandlingerne sidste år.

Hun fik selv inspirationen til initiativet, da man i hendes familie kunne samles om børnevenlige podcasts.

”Vi har i min egen familie haft glæde af nogle af de podcast fra Egmont, hvor man går videnskabeligt til temaer, samtidigt med at de er underholdende.”

”Der er noget, der kan oplyse børnene, men også skabe noget fællesskab i familie og blandt vennerne, da det kan være et samtaleemne. Vi håber, at lyduniverset ville kunne noget af det samme,” siger hun.

Det nye lydunivers er indtil videre finansieret indtil 2026. Jakob Engel-Schmidt er dog åben for at gøre det til en fast del af medieaftalen, hvis det kommer lovende fra start.

Hvis det skal lykkes, skal det bakkes op af de voksne omkring børnene, erkender Zenia Stampe.

”Det står og falder med, at forældre og institutioner hjælper med at bygge en bro mellem lyduniverset og børnene, for de finder det ikke selv.”

Den endelig vinder af at lyduniversets udbud vil blive offentliggjort i begyndelsen af juni.

Det forventes, at initiativet vil gå i luften i slutningen af 2024.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også