Watch Medier udvider i Norge

Medieselskabet under JP/Politikens Hus lancerer sit sjette nichemedie i Norge.
Redaktør for HandelsWatch bliver Gøril Huse | Foto: Robert Eik/watch Medier
Redaktør for HandelsWatch bliver Gøril Huse | Foto: Robert Eik/watch Medier

Watch Medier fortsætter sit ekspansionstogt i Norge og vil i løbet af efteråret sætte strøm til endnu et nichemedie om norsk erhvervsliv.

Det nye medie vil rette fokus på den norske detailbranche og får titlen HandelsWatch. Det bliver Watch Mediers sjette medie i landet og som de øvrige nichemedier under medieselskabet, der er en del af JP/Politikens Hus, er målgruppen professionelle aktører, virksomheder og nøglepersoner i branchen.

”Detailbranchen er en af Norges største brancher, og vi mener, at der er et stærkt grundlag for et troværdigt og uafhængigt medie, der tager branchen alvorligt. Og for vores journalister bliver der meget at kaste sig over. Det er en branche, der lige som i den øvrige verden er under kolossal forandring med en ekstraordinær høj konkurrence, hvor digital handel og ændrede forbrugsmønstre er med til at udfordre aktørerne,” udtaler Watch Mediers internationale redaktør, Rasmus Emborg.

Det nye norske medie er tæt beslægtet med den danske pendant DetailWatch, der blev lanceret i 2022.

Ifølge Rasmus Emborg har det norske erhvervsliv allerede taget godt imod de fem første nichemedier, der de seneste år er lanceret i markedet som en del af Watch Mediers vækststrategi og internationalisering.

Redaktør for HandelsWatch bliver Gøril Huse, der kommer til Watch Medier med flere års erfaring som ansvarlig redaktør for Klar Tale og daglig leder i Lettlest Media.

”Detailbranchen er meget mangfoldig med både store og små virksomheder, selvstændige og de helt store koncerner. Jeg ser frem til at levere relevante nyheder og dække hele branchen tæt sammen med vores dedikerede redaktion. Vores mål er at levere stærk og væsentlig journalistik og blive branchens foretrukne medie,” udtaler Gøril Huse.

Ud over redaktøren kommer den nye HandelsWatch-redaktion til at tælle yderligere tre journalister.

Foruden sine danske digitale branchemedier – herunder MediaWatch – ejer Watch Medier tyske FinanzBusiness og Versicherungsmonitor. Dertil kommer de nu seks norske branchemedier FinansWatch, EiendomsWatch, AdvokatWatch, EnergiWatch, MedWatch og HandelsWatch.

Disclaimer: MediaWatch er en del af Watch Medier under JP/Politikens Hus, men har redaktionel frihed til at dække JP/Politikens Hus som alle andre medievirksomheder.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også