Meta løftes af stærk salgsprognose

Meta venter en omsætning i tredje kvartal på mellem 32 og 34,5 mia. dollar.
af marketwire

Der var i onsdagens eftermarked gevinst til aktionærerne i Meta Platforms på 6,9 pct., da Facebook- og Instagram-ejeren fremlagde en solid prognose for salget i tredje kvartal for dagen.

Andet kvartal var også bedre end ventet, drevet af brugervækst og solid fremgang i annoncevisningerne, om end annoncepriserne faldt mere end ventet.

Meta Platforms venter nemlig en omsætning i perioden på 32,0-34,5 mia. dollar, mens analytikerne på forhånd ifølge Bloomberg News blot havde sat næsen op efter 31,18 mia. dollar.

Andet kvartal var samtidig bedre end ventet, da omsætningen steg 11 pct. til 32,00 mia. dollar mod ventede 31,06 mia. dollar, og overskuddet per aktie blev på 2,98 dollar sammenlignet med 2,46 dollar et år tidligere og mod et konsensusestimat på 2,92 dollar ifølge Bloomberg News.

Fremgangen i perioden blev skabt på baggrund af en vækst antallet af annoncevisninger på 34 pct., mens blot 18 pct. var ventet. Omvendt faldt prisen per annonce med 16 pct., mens en tilbagegang på kun 11 pct. var ventet.

Brugertallet hos Facebook steg knap 5 pct. til 2,06 mia. daglige brugere i perioden, mens det steg godt 3 pct. til 3,03 mia. brugere på månedsbasis. Det var bedre end ventede 2,03 mia. brugere og 3,00 mia. brugere på henholdsvis dagligt og månedligt niveau.

Samlet havde Meta Platforms en vækst i brugerantallet i alle sine produkter på 7 pct. på dagsbasis og 6 pct. på månedsbasis til henholdsvis 3,07 og 3,88 mia. brugere.

”Vi havde et godt kvartal. Vi ser fortsat stærkt engagement på tværs af vores apps, og vi har den mest spændende køreplan, jeg har set om et stykke tid med Llama 2, Threads, Reels, nye AI-produkter i pipelinen og lanceringen af Quest 3 til efteråret,” udtaler topchef og Facebook-grundlægger, Mark Zuckerberg, i regnskabet.

Llama2 er Metas AI-platform, som koncernen udbyder gratis til udviklere og virksomheder. Threads er den nye Twitter-konkurrent, der blev lanceret tidligere i juli. Reels er Instagrams korte videoer, som konkurrerer med Tiktok. Og Quest 3 er et kommende virtuel reality-headset.

Et negativt element i regnskabet for andet kvartal er imidlertid, at Meta Platforms nu ugen skruer op for omkostningerne og nu ser det samlede niveau på 88-91 mia. dollar i hele 2023 mod tidligere udmeldte 86-90 mia. dollar. Analytikerne på Wall Street regner her med 88,29 mia. dollar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også