Netflix' kundetal stormer frem efter stop for log-in-deling

Antallet af betalende kunder steg med knap seks millioner i andet kvartal.
Foto: ALASTAIR PIKE/AFP / AFP
Foto: ALASTAIR PIKE/AFP / AFP
AF Ritzau

Der er kommet særdeles godt gang i væksten hos Netflix, efter at streaminggiganten har begrænset brugernes muligheder for at dele deres konti med familie og venner.

Det viser selskabets regnskab for regnskabsårets andet kvartal.

Da selskabet satte punktum for kvartalet, var det med otte procent flere betalende brugere end for samme periode året forinden.

I årets første kvartal var år-til-år-væksten i abonnementer blot 4,9 pct. Og i de tre kvartaler inden det lå Netflix på en gennemsnitlig år-til-år-stigning på cirka 4,7 pct.

Netflix er verdens største streamingtjeneste og har nu 238,4 mio. betalende abonnenter.

I lang tid kunne brugere oprette et enkelt abonnement, som de kunne dele med deres familie og venner.

Man kunne endda på streamingtjenestens hjemmeside oprette flere forskellige profiler på en enkelt betalende konti, så hver enkelt seer kunne holde styr på, hvor langt man var kommet med forskellige film og serier, uden at det påvirkede de andre profiler på kontoens data.

Det blev der dog i store træk sat en stopper for i maj.

Her lancerede Netflix i mere end 100 lande en model, hvor man kun kan dele sin bruger med dem, som man bor sammen med.

Det ser umiddelbart ud til at have givet pote for Netflix, der i andet kvartal løfter sin omsætning med 2,7 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år.

I andet kvartal omsatte streaminggiganten for 8,19 mia. dollar. Det svarer til 54,38 mia. danske kroner.

Selskabet har desuden formået at løfte overskudsgraden fra 19,8 pct. i sidste års andet kvartal til 22,3 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også