Tech-ekspertgruppe vil forbyde målrettede reklamer på nettet

Regeringens tech-ekspertgruppe vil hæve grænsen for, hvor gammel man skal være, for at kunne give samtykke.
Ekspertgruppens anbefalinger bliver præsenteret mandag formiddag af det tværministerielle hold og formanden for gruppen Mikkel Flyverbom. | Foto: Jens Dresling
Ekspertgruppens anbefalinger bliver præsenteret mandag formiddag af det tværministerielle hold og formanden for gruppen Mikkel Flyverbom. | Foto: Jens Dresling
af ritzau

Fremover skal forbrugere ikke længere opleve, at de bliver mødt af reklamer for et givent produkt, umiddelbart efter at de har lavet en søgning på nettet efter det samme.

Det er i hvert fald en af anbefalingerne fra regeringens tech-ekspertgruppe, som mandag præsenterer sine anbefalinger i Erhvervsministeriet i København.

Ekspertgruppen anbefaler, at der indføres et generelt forbud mod automatisk behandling (profilering) af personoplysninger på tech-giganters tjenester, fremgår det af rapporten.

”Vi skal især beskytte børnene bedre, og der er grundlæggende behov for et opgør med den magt, som tech-giganterne har fået,” siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) på et pressemøde.

Med den såkaldte Digital Services Act (DSA) indføres et forbud mod at anvende målrettet reklame på grundlag af automatisk behandling (profilering) af mindreåriges personoplysninger.

DSA er EU’s regelsæt om håndtering af digitale tjenester og platforme. Aftalen landede i foråret 2022.

Ekspertgruppens anbefalinger vil betyde, at kravene i DSA’en bliver udvidet.

Det betyder, at der vil blive indført et generelt forbud mod målrettet reklame baseret på profilering af personoplysninger uanset aldersgruppe.

Ekspertgruppen peger på, at dette tiltag tidligere er blevet forsøgt indført af en koalition af parlamentarikere i Europa-Parlamentet samt diverse organisationer.

Regeringens ekspertgruppe blev nedsat sidste år under den daværende S-regering. Gruppen har undersøgt tech-giganters forretningsmodeller og de konsekvenser, som deres ageren har for det danske samfund.

Ekspertgruppen anbefaler, at aldersgrænsen for at give samtykke til at behandle persondata i Danmark bør hæves fra 13 år til 16 år.

Hvis denne anbefaling bliver ført ud i livet, vil tech-virksomheder altså skulle indhente et samtykke fra forældre, for at de kan behandle børns personoplysninger, indtil barnet er fyldt 16 år.

”Der er børn og unge, der er på sociale medier, lang tid før de burde være der,” siger Mikkel Flyverbom, formand for tech-ekspertgruppen.

”Det betyder, at der er børn, der ser noget, de slet ikke burde se,” siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også