Milliardregning til forlig giver underskud hos Twitter

Aktionærer har beskyldt Twitter for at give vildledende oplysninger, og det ender nu i milliardforlig.
Foto: Kirill Kudryavtsev/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Kirill Kudryavtsev/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Twitter har fået flere brugere og flere penge fra reklamer i kassen det seneste år, men det sociale medie har alligevel underskud.

Det skyldes, at selskabet for nylig har sat omkring fem mia. kr. af til et forlig med aktionærer i en sag, der strækker sig tilbage til 2016.

Aktionærerne lagde sag an mod Twitter for at have givet forkerte oplysninger om, hvor tit brugere har brugt det sociale medie, hvilket de mener, har pustet aktiekursen kunstigt op.

Twitter meddelte i september, at det ville sætte pengene af til et forlig med aktionærerne.

Forliget rammer i regnskabet for tredje kvartal, der viser et underskud på 3,4 mia. kr.

I samme periode sidste år fik Twitter til sammenligning et overskud på knap 200 mio. kr.

Det seneste år er antallet af personer, der bruger Twitter på daglig basis, steget med 24 mio. til 211 mio.

Det har medvirket til, at Twitters omsætning, der primært stammer fra reklamer, er steget er steget med 37 pct. til 8,2 mia. kr.

Til sammenligning har konkurrenten Facebook, der også ejer Instagram, Messenger og Whatsupp, knap to milliarder daglige brugere.

Twitter blev stiftet i 2006 og børsnoteret i 2013. Twitter har 7100 ansatte og hovedkvarter i San Francisco i USA.

Over det seneste år er antallet af ansatte hos Twitter steget med knap 2000.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også