Pernille Vermund frifundet i sag om injurier i Facebook-kommentar

Retten mener ikke, at partiformand med opslag i Facebook-kommentarspor tilsluttede sig kritik af boksetræner.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, er blevet frifundet i en sag om injurier.

Sagen var anlagt af bokseinstruktør og personlig træner Mahmoud Loubani.

Det er Retten i Helsingør, der tirsdag har afgjort sagen. Det oplyser Mahmound Loubanis advokat, Christian Jensen, til sn.dk.

Mahmoud Loubani har krævet Pernille Vermund dømt for injurier. Det skyldes, at hun i december 2019 i et kommentarspor på Facebook linkede til et blogindlæg.

I indlægget blev Mahmoud Loubani blandt andet beskrevet som en person, der ønskede død over USA. Han blev også omtalt som terror-apologet, altså en person, som forsvarer terror.

Ifølge sn.dk fandt retten dog, at Pernille Vermunds kommentar ikke kunne tolkes således, at hun tilslutter sig indholdet i blogindlægget.

"Den begrundelse kan jeg ikke tilslutte mig," siger advokat Christian Jensen til mediet.

Af dommen fremgår det også, at Mahmoud Loubani havde en "grund til at rejse sagen", skriver sn.dk.

Derfor skal ingen af parterne betale sagsomkostninger.

Christian Jensen oplyser, at han og hans klient vil anke dommen til Højesteret.

Har tidligere vundet injuriesag

Mahmound Loubani har tidligere vundet en injuriesag mod en anden politiker fra Nye Borgerlige.

I december 2019 blev en af partiets mest fremtrædende figurer, Mette Thiesen, dømt for at have krænket Mahmoud Loubanis ære.

Det gjorde hun ved på sin hjemmeside at omtale ham som "terroristsympatisør". Mahmoud Loubani havde - mente Mette Thiesen - i et opslag på Facebook udtrykt sympati for Omar El-Hussein. Det var ham, der i København i 2015 angreb kulturhuset Krudttønden og den jødiske synagoge i Krystalgade.

Københavns Byret mente dengang, at det var ærekrænkende og ikke tilstrækkeligt underbygget med fakta. Derfor var det en overtrædelse af injuriebestemmelsen i straffeloven.

Pernille Vermunds advokat, Jonas Christoffersen, har tidligere udtalt til Ritzau, at det var i forlængelse af den sag, at den nye sag opstod.

Faktisk opstod der - ud over sagen med Pernille Vermund - en sag med debattør Karen West. For efter afgørelsen om Mette Thiesen skrev Karen West om Mahmoud Loubani på Facebook.

Hendes indlæg fandt Mahmoud Loubani krænkende. Men Karen West blev i midten af juli frifundet.

Injurielovgivningen er en del af straffeloven. I modsætning til andre straffelovsager føres injuriesager i hovedreglen ikke af anklagemyndigheden. Den føres i stedet som en såkaldt privat straffesag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også