Amazon får stor bøde for at bryde EU's dataregler

Vi mener ikke, at bøde er saglig begrundet, lyder det fra Amazon, der skal af med 5,5 milliarder kroner.
Foto: PASCAL ROSSIGNOL/REUTERS / X00234
Foto: PASCAL ROSSIGNOL/REUTERS / X00234
AF RITZAU/AFP

Onlinegiganten Amazon er idømt en bøde på 746 millioner euro (5,5 milliarder kroner) for at bryde EU's databeskyttelsesregler (GDPR).

Det oplyser det amerikanske selskab fredag.

Ifølge nyhedsmediet Bloomberg er der tale om den største bøde i EU i forbindelse med misbrug af kunders data.

Det er Luxembourgs myndighed for databeskyttelse (CNPD), som har udstedt bøden. Det skete 16. juli, men er først offentliggjort i forbindelse med Amazons kvartalsregnskab.

"Vi mener ikke, at CNDP's beslutning er sagligt begrundet, og vi agter med stor energi at forsvare os selv i denne sag," lyder det fra Amazon.

Man påpeger, at bøden baserer sig på subjektive og hidtil uprøvede fortolkninger af GDPR-forordningen, og selv om de lægges til grund, så er der under alle omstændigheder tale om en urimeligt stor bøde.

"Der har ikke været noget brud på dataregler, og ingen kunde er blevet eksponeret til en tredje part," hævder selskabet.

Det er ikke oplyst, præcis hvordan Amazon har forbrudt sig mod GDPR-reglerne.

EU's regler kræver, at selskaber på forhånd skal skaffe sig kundernes godkendelse, før de må bruge deres data. I modsat fald falder der store bøder.

Amazons europæiske søsterselskab er hjemmehørende i Luxembourg.

EU's GDPR-regler trådte i kraft i maj 2018. De gør det muligt for europæiske myndigheder at idømme bøder på op til 4 procent af selskabers årlige globale salg.

 

EU-Domstolen skal tage stilling til Facebooks indsamling af persondata

Forsker: Vi har givet op overfor tech-selskabernes storhøst af vores data

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også