Pinterest i vejret på regnskab - annoncørerne vendte tilbage

Socialt medie lagde millioner af dollar til omsætningen i tredje kvartal, ligesom driftsresultatet steg.
Foto: Brendan Mcdermid/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Brendan Mcdermid/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU/FINANS

Det sociale medie Pinterest steg 31,8 pct. i onsdagens eftermarked, da koncernens regnskab for tredje kvartal vidnede om solid fremgang og en vending i efterspørgslen på digitale annoncer.

Det sociale medies justerede overskud per aktie steg i perioden fra 1 til 13 cent, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde regnet med blot 2 cent.

Omsætningen steg sideløbende med 58 pct. til 443 mio. dollar mod ventede 388 mio. dollar. I andet kvartal i år blev salget på 251 mio. dollar, så den sekventielle vækst var i tredje kvartal på knap 77 pct.

"Det stærke momentum, vores forretning oplevede i juli, fortsatte gennem resten af tredje kvartal. Vi er ekstremt glade for den brede styrke i vores forretning, drevet af en genrejsning i annoncørernes efterspørgsel såvel som positive afkast i vores annoncørprodukter og internationale ekspansion," udtaler Todd Morgenfeld, finansdirektør i Pinterest, i regnskabet.

Driftsresultatet, målt på justeret EBITDA, landede i tredje kvartal på 93 mio. dollar. Her var ventet 32 mio. dollar, og dermed øgedes overskudsgraden til 21 pct. fra 1 pct. i tredje kvartal i 2019.

Coronapandemien har samtidig en positiv effekt på brugen af Pinterest.

"Mere end nogensinde før kommer folk til Pinterest for at få inspiration i deres liv - for alt fra at planlægge en socialt distanceret Halloween til at afvikle hjemmeskoling for deres børn," siger topchef Ben Silbermann også i regnskabet.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også