Sociale medier advarer brugere mod misinformation fra præsident Trump

Et opslag fra USA's præsident har fået Twitter og Facebook til at advare brugerne om, at præsidentens opfordring om at stemme to gange er misinformation.
Foto: LEAH MILLIS/REUTERS/Ritzau Scanpix
Foto: LEAH MILLIS/REUTERS/Ritzau Scanpix
AF RITZAU/AFP

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har gentaget en opfordring til sine tilhængere om at prøve at stemme to gange ved valget 3. november.

Trump opfordrer amerikanerne til først at brevstemme, hvis denne mulighed tilbydes i delstaten, og derefter også at gå ned til valglokalet på valgdagen for at kontrollere, at stemmen er blevet talt. Hvis ikke, beder Trump sine tilhængere om at stemme igen.

"Du er nu sikker på, at din stemme er blevet talt," skriver præsidenten på Twitter.

Det er ulovligt at stemme to gange med vilje.

Facebook og Twitter, der er under voksende pres for at luge ud i misinformation op til valget, har sat advarselsmærker på Trumps opslag med opfordringen til at dobbeltstemme.

"Vi har markeret to opslag i denne tråd som værende en overtrædelse af vores politik, herunder at tilskynde folk til potentielt at stemme to gange," skriver Twitter.

Talskvinde for Det Hvide Hus, Kayleigh McEnany, siger imidlertid, at Trumps opslag er taget ud af en sammenhæng, og han blot vil have vælgerne til at kontrollere, at deres første stemme er blevet registreret.

Præsidenten "tolererer ikke ulovlig afstemning", siger McEnany.

Trump opfordrede første gang til at forsøge at stemme mere end én gang onsdag under en rejse til delstaten North Carolina.

"Hvis du brevstemmer, skal du sende den afsted, og derefter skal du sørge for, at den bliver talt. Hvis ikke, så stem igen," sagde han og tilføjede:

"Brevstem så tidligt som muligt, og gå derefter ned og stem."

Denne opfordring fik Trumps udfordrer, demokraten Joe Biden, til at udsende en erklæring, der påpegede, at "det er ulovligt at stemme to gange".

Trump har tidligere luftet bekymringer om, at det på grund af forventet mange brevstemmer som følge af coronasituationen kan vare lang tid, før det endelige resultat af præsidentvalget den 3. november kendes.

Trump sagde, at han anser det for usandsynligt, at afstemningsresultatet vil være klar på selve valgaftenen eller dagen efter.

Facebook iværksætter tiltag for at "beskytte præsidentvalget" i USA 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også