Ambassadør: It-giganter har for stor magt over vores liv

Danmarks nye techambassadør, Anne Marie Engtoft, skal forsøge at skabe dialog med it-kæmper i Californien.
Der skal skabes en mere lige balance mellem virksomheder på den ene side og de demokratisk valgte regeringer på den anden, mener Danmarks nye techambassadør, Anne Marie Engtoft. | Foto: Johannes Eisele/AFP/Ritzau Scanpix
Der skal skabes en mere lige balance mellem virksomheder på den ene side og de demokratisk valgte regeringer på den anden, mener Danmarks nye techambassadør, Anne Marie Engtoft. | Foto: Johannes Eisele/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Anne Marie Engtoft skal i de kommende tre år repræsentere Danmark og danske borgeres interesser over for techindustrien i Silicon Valley i USA.

Den 33-årige nyudnævnte techambassadør bliver den yngste danske ambassadør i historien. Hun kan ikke forestille sig et vigtigere og mere spændende job, fortæller hun.

Men hun ved også godt, at det kan være en svær opgave, når man er omgivet af store virksomheder som Facebook, Twitter og Amazon.

"Det er ikke på nogen måde en let opgave. Det er en kompleks og global problemstilling, mange ting er på spil, og der er ingen lette løsninger."

"Når det er sagt, står vi anderledes, end vi gjorde for tre år siden. En række andre lande har udnævnt techambassadører, så vi står ikke alene."

"Vi er en række lande, der gerne vil ind i en til tider kritisk, men konstruktiv dialog. Jeg tror, der er en mulighed for, at man ikke bare kan blive inviteret til møder, men også blive hørt," siger Anne Marie Engtoft.

Udenrigsministeriet oprettede posten i 2017, og Danmark blev samtidig det første land til at udnævne en techambassadør.

Siden har blandt andet Frankrig, Australien og Storbritannien ifølge Anne Marie Engtoft fulgt det danske eksempel.

I rollen som techambassadør skal hun give den danske regering en stærkere position i den teknologiske udvikling.

"I for lang tid har det været en for lille gruppe af mennesker, som sidder og definerer udviklingen af teknologier, som forandrer alles liv."

"Så det handler om at skabe en mere lige balance mellem virksomheder på den ene side og de demokratisk valgte regeringer på den anden," siger Anne Marie Engtoft.

Anne Marie Engtoft har i de seneste tre et halvt år arbejdet for World Economic Forum, der afholder verdensøkonomiske topmøder i Davos i Schweiz.

Hun har også været ansat som spindoktor i Enhedslisten op til valget i 2015.

Hun begynder på posten som techambassadør 1. oktober og bestrider den i tre år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også