Verdens bedst betalte youtuber er otte år

I 2019 har den otteårige Ryan Kaji fra USA tjent 26 mio. dollar svarende til 174 mio. kr.
Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Verdens bedst betalte youtubestjerne er blot otte år. Drengen hedder Ryan Kaji og er fra Texas i USA. I 2019 har den unge kendis tjent 26 mio. dollar svarende til 174 mio. kr.

Det viser en offentliggjort liste fra finansmagasinet Forbes over de bedst betalte såkaldte youtubere.

Ryan Kaji har lige knap 23 mio. abonnenter på sin youtubekanal, hvor han begyndte med at anmelde legetøj. Sidenhen har han fået sit eget tv-program og sin egen legetøjskollektion.

På andenpladsen ligger gruppen Dude Perfect, der er en samling af fem mænd i 30'erne, der dyrker sport, udfører stunts og slår Guinness' verdensrekorder. I år har mandegruppen tjent 20 mio. dollar svarende til 134 mio. kr.

Imponerende nok er den tredjebedst betalte youtuber blot fem år. Anastasia Radzinskaj fra Rusland tjente hele 18 mio. dollar, svarende til 121 mio. kr., i 2019. 

Den meget unge russer laver hovedsageligt videoer, hvor hun leger med sin far. Anastasia Radzinskaj, der går under navnet Nastya, er diagnosticeret med sygdommen cerebral parese. Det er en hjerneskade, der gør det svært at styre musklerne. 

En af de mest kendte youtubere er svenske Felix Arvid Ulf Kjellberg, der har kontoen Pewdiepie. Her spiller den 30-årige svensker blandt andet computerspil, mens han kommenterer sit eget spil. Felix Arvid Ulf Kjellberg er nummer syv på listen med en indtjening på 13 mio. dollar i 2019. Svenskeren har netop annonceret, at han holder en pause som youtuber.

I Danmark har vi også flere store youtubere. Ifølge TV 2 er 22-årige Alexander Husum fra Randers Danmarks største med 377.000 abonnenter.

Alexander Husum laver som oftest såkaldte "pranks" i sine videoer, hvor han gør grin med sig selv eller sine venner eller tager imod udfordringer.

Danmarks svar på Anastasia Radzinskaj er tiårige Naja Münster, der går i 3. klasse i Vojens. Hun laver videodagbøger, udfordringer og guides og har 200.000 abonnenter.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også